Jonas Hansens håndboldkarriere er slut - 27 år gammel. Efter tre hjernerystelser turde han ikke længere at satse sit helbred, så den tidligere Ribe-Esbjerg-målmand traf i 2017 en beslutning. Hjernerystelser satte en stopper for hans karriere.

Han er ikke den eneste håndboldspiller, der har været ramt af en hjernerystelse. BT har optalt antallet af spillere, der i 2017 har siddet over en eller flere håndboldkampe som følge af en hjernerystelse, og her er tale om 34 spillere i de tre øverste danske divisioner af begge køn. Og det er altså kun de tilfælde, som har været benævnt i et medie.

For Jonas Hansen var den seneste hjernerystelse også hans tredje i alt, og han har i hvert fald et enkelt håb til fremtiden, så andre ikke ender som ham: At folk lærer at forstå symptomerne for en hjernerystelse - også spillerne selv.

»Der var ikke ret mange, der vidste så meget om det dengang, selv om det kun er to-tre år siden. Men jeg skulle have sat mig ud, og jeg skulle have været bedre til at fortælle, at jeg havde ondt i hovedet. Man er jo vant til at spille med alle mulige skavanker. Har man en hævet ankel, så spiller man videre. Det er jo ens arbejde, som man får løn for. Men jeg ville da ønske, at jeg havde sagt, at jeg ikke havde det ret godt, og jeg ikke ville træne eller spille, før jeg havde det godt. Jeg gik bare direkte i gang med at spille igen. Jeg tør ikke tænke på, hvor jeg havde været henne nu, hvis jeg var blevet skudt i hovedet igen i den periode. Det er svært for en fys at gøre noget, hvis jeg ikke siger noget. Så jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere åben omkring det,« siger Jonas Hansen.

Læs mere i BT's dækning af hjernerystelser i dansk håndbold her:

DIF kommer til foråret med en hjernerystelseskampagne, som kan klæde både fysioterapeuter, trænere og lægmænd på til at vurdere, om en spiller er blevet ramt af en hjernerystelse. Havde den fandtes, da Jonas Hansen fik sin første hjernerystelse, kunne det måske have betydet, at den dygtige håndboldmålmand kunne have fortsat sin karriere i flere år endnu.

Men Jonas Hansen kendte ikke til symptomerne dengang, og derfor skulle der en helt ekstrem reaktion til, før han gjorde noget ved det.

»Jeg blev skudt i hovedet, og det har man jo prøvet så mange gange før. Jeg rejste mig bare op, spillede de sidste fem minutter af kampen og tænkte ikke så meget mere over det. Jeg havde lidt ondt i hovedet bagefter, men jeg tænkte, at det var naturligt nok efter det, der var sket. Et par dage efter spillede jeg så igen, hvor jeg havde hovedpine, men det var i influenzasæsonen, så jeg tænkte, at det nok skulle gå. En uge efter, jeg var blevet ramt, skulle vi til Spanien og spille Europa Cup, og da jeg så kom derned, havde jeg det som om, at mit hoved var ved at eksplodere - på grund af flyveturen. Så gik jeg i seng i Spanien og sov 16-18 timer i træk. Der kunne jeg godt fornemme, at der var noget galt, så jeg holdt en uge eller 14 dages pause, da jeg kom hjem derfra. Jeg gik i gang igen, men det var stadig noget skidt, så det var først derefter, jeg kom til lægen og fik kigget på det. Det tog otte måneder, inden jeg spillede igen,« siger Jonas Hansen.

Jonas Hansen fortsatte sin spillerkarriere efter den første hjernerystelse, men han blev mere og mere opmærksom på symptomerne og konsekvenserne, og efter den tredje hjernerystelse begyndte tankerne at kredse om et karrierestop.

»Det var en utrolig svær beslutning, men den kom snigende gennem nogle måneder, da jeg var ude for tredje gang. Det var en risikoovervejelse. Det eneste, der var helt sikkert, er, at man bliver ramt i hovedet. Det er ikke et spørgsmål om 'hvis', det er et spørgsmål om 'hvornår'. Og mit sidste skud i hovedet tog seks-syv måneder at komme over, og så begyndte jeg at tænke på, om det var det værd. Man ved ikke, om man også ville kunne komme over den næste hjernerystelse uden at få mén. Jeg valgte til sidst at sige, at det ikke var risikoen værd,« siger Jonas Hansen, der stoppede karrieren i sommer, men stadig mærker efterslæbet på sine hjernerystelser.

»Jeg har det rigtig fint i dag. Jeg kan mange ting, men skal tænke over, hvor meget jeg stresser. Jeg forsøger at undgå at få slag eller bump i hovedet, men jeg kan løbe en tur og styrketræne så meget, jeg har lyst til. Jeg er stoppet i tide og skal nu prøve at læse til februar. Så må jeg se, om jeg kan det, men jeg ved i princippet ikke, om jeg kan holde til at sidde og læse hver dag i flere timer. Det er jeg lidt spændt på at se, om jeg kan klare.«

»Det ville være endnu et hårdt slag, hvis jeg ikke kunne det. Det vælger jeg ikke at tænke på. Jeg satser på, at det kan lade sig gøre,« siger Jonas Hansen.

 

Andre læser også