Danskerne skal i aften krydse alt, hvad krydses kan, når de islandske landsholdsspillere møder Ungarn.

I første omgang kræver det nemlig en sejr til Island, hvis Nikolaj Jacobsens tropper skal undgå et tidligt EM-exit. Og selvom Island allerede er videre, er der masser af grunde til, at Gudmundur Gudmundssons drenge vil gøre sit for at sikre sig en sejr.

For ud over at det vil give dem to point med videre til mellemrunden, har de også en OL-kvalifikation at tænke på. Af den grund har de en særlig stor interesse i, at de kommer videre til næste stadie sammen med netop Danmark.

Det skyldes, at Mikkel Hansen og co. allerede er OL-klar, mens både Norge, Tyskland, Kroatien, Sverige og Spanien alle er med i OL-kvalifikationen via deres VM-placeringer.

Danmark har brug for en hjælpende hånd fra Gudmundur Gundmundsson, hvis EM ikke skal ende i en stor fiasko.
Danmark har brug for en hjælpende hånd fra Gudmundur Gundmundsson, hvis EM ikke skal ende i en stor fiasko. ANDREAS HILLERGREN

Hvis Island får de danske håndboldherrer med videre, vil deres OL-muligheder derfor se endnu bedre ud.

Det er også noget, som den islandske landstræner er fuldt ud klar over. Over for Ritzau lovede han tirsdag, at de vil gøre alt for at vinde.

»Vi har nye målsætninger, vi vil meget gerne med i OL-kvalifikationen. Jeg tror, at vi skal i top-8 ved EM for at kunne komme med i OL-kvalifikationen. Det er vores store drøm at komme til OL,« sagde Gudmundur Gudmundsson.

Men hvor store er chancerne egentlig for, at Island overhovedet slår Ungarn?

Peter Bredsdorff-Larsen tror på islandsk sejr over Ungarn onsdag aften.
Peter Bredsdorff-Larsen tror på islandsk sejr over Ungarn onsdag aften. Claus Fisker

B.T. har spurgt den tidligere danske assistenttræner for de danske håndboldherrer og nuværende cheftræner i i Bjerringbro-Silkeborg, Peter Bredsdorff Larsen, om styrkeforholdet mellem de to nationer. Og han tror i den grad på islandsk sejr.

»Det er en kamp, hvor Island har gode forudsætninger for at vinde kampen. De har været virkelig godt spillende og har på en række positioner mere kvalitet og mere erfaring i slutrundekampe, så jeg synes bestemt, at Island har en rigtig god mulighed for at klare opgaven,« siger han og tilføjer:

»Deres motivation er også på det højeste, fordi de med to flotte sejre gerne vil fortsætte stimen, så de pludselig er rigtig langt i forhold til en OL-kvalifikation og en semifinaleplads.«

Alligevel der en smule bekymring at spore hos Peter Bredsdorff Larsen, og det er der én speciel grund til.

»Der kan blive forskel på målmandspræstationerne. Der har Ungarn en x-faktor i Roland Mikler, som ikke engang stod en så god kamp mod Danmark, men som på dagen er en af de allerbedste i spillet. Så der har Ungarn en faktor, som kan komme til at spille en vigtig rolle, og som kan komme til at betyde, at Ungarn måske vinder alligevel.«

Om Danmarks kamp mod Rusland overhovedet får betydning, finder vi ud af i aften.

Ungarn og Island mødes klokken 18.15, inden Danmark går på banen mod russerne i Malmö Arena klokken 20.15.

Husk, at du kan følge begge kampe LIVE lige her på bt.dk. Vi varmer op fra klokken 16.00.