Totalsvigt.

Så klare i mælet er de på norske Dagbladet, efter at Norges håndboldkvinder søndag formiddag satte et skuffende punktum på deres VM.

Med nederlaget på 28-33 til Rusland i bronzekampen må nordmændene rejse hjem uden medaljer for anden slutrunde i træk.

Det er altså ikke hverdagskost for Norge, der har domineret kvindehåndboldscenen i mange år, og det er ikke sket i 23 år, at de norske kvinder ikke har vundet medaljer ved to slutrunder i træk.

Norges træner Thorir Hergeirsson ser bekymret til.
Norges træner Thorir Hergeirsson ser bekymret til. Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

Sidste år blev det således kun til en femteplads ved EM, hvilket var første gang siden 2000, at det ikke blev til medalje ved et europamesterskab.

Efter Norge havde tabt semifinalen mod Spanien var der allerede stor skuffelse i de norske medier, der ikke lagde fingre imellem ovenpå nederlaget.

Dagbladet kaldte det 'grisebank' og NRK skrev: 'Finaledrømmen blev knust for Norge: - Blev spillet fuldstændig ud af hallen'.

Siden Norge vandt deres første VM-medalje i 1986 er det kun sket en gang før, at de norske kvinder har måtte rejse tomhændet hjem fra to slutrunder i træk.

Det var russerne, der kunne juble over bronzemedaljerne.
Det var russerne, der kunne juble over bronzemedaljerne. Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

Nordmændene åbnede bedst på måltavlen og var foran 3-0, men stille og roligt tippede kampen over til Ruslands fordel. Derfor kunne russerne gå til pause med en føring på 18-15.

Nordmændene så ud til at knække i begyndelsen af anden halvleg, da russerne opbyggede et forspring på seks mål.

Norge fik bedre fat, men de medaljevante nordmænd var i resten af kampen hele tiden mindst tre mål bagud.

Det er Ruslands første VM-medalje siden 2009, hvor russerne vandt sit tredje verdensmesterskab på stribe. Bronzemedaljerne kroner et flot russisk mesterskab. Bortset fra det snævre semifinalenederlag til Holland vandt Rusland alle sine kampe ved VM.