Danmark har sat sig selv i en vanskelig situation efter det indledende nederlag mod Island ved EM i håndbold.

Det skuffende resultat betyder nemlig, at håndboldherrerne skal operere med en yderst snæver fejlmargen resten af gruppespillet, hvis gnisten om avancement skal holdes i live.

Allerede i dag kan et EM-exit blive virkelighed, hvis Ungarn slår Danmark, samtidig med at Island vinder mod Rusland i den anden gruppekamp.

Men hvad skal der egentlig til for, at Danmark kan spille sig videre til mellemrunden? Læs med herunder.

Det var skuffede danske miner, der prydede spillernes ansigter i forbindelse med kampen mod Island.
Det var skuffede danske miner, der prydede spillernes ansigter i forbindelse med kampen mod Island. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

EM er slut for Danmark allerede i dag
Fiaskoen kan blive til virkelighed allerede mandag aften, hvis Danmark taber til Ungarn. Bliver resultatet kombineret med en islandsk sejr mod Rusland, er EM-ydmygelsen total, og så er Danmark ude. Det på trods af, at Danmark af mange blev udråbt som forhåndsfavorit forud for turneringen.

Danmark kvalificerer sig til mellemrunden
På trods af nederlaget i åbningskampen til Island kan Danmark selvfølgelig fortsat nå at spille sig videre til mellemrunden.

Kvalifikationen er sikker, hvis Danmark vinder med mindst to mål mod Ungarn i aften og hiver en sejr hjem mod Rusland i den sidste gruppekamp, der spilles onsdag. I dette tilfælde kan Danmark altså selv afgøre sin skæbne.

Du kan følge skæbnekampen mod Ungarn i aften LIVE på bt.dk. Det kan du allerede fra klokken 17.30, hvor vi begynder at bage op til opgøret og holder opdateret om kampen mellem Island og Rusland.