Bo Spellerberg, Lars Jørgensen, Marcus Cleverly.

Det er de tre tidligere spillere, der sammen med den tidligere fysiske træner Thor Mørk har fremsat det økonomisk krav mod KIF Kolding, der truer med at sende håndboldklubben med en katastrofal konkurs.

Det bekræfter KIF Koldings bestyrelsesformand, Brian Stein, over for JV.dk.

Han vil dog ikke sætte et beløb på kravet. JV.dk skriver, at der er tale om mindre end en million kroner, mens TV 2 Sport tidligere tirsdag meldte om et beløb mellem 1-1,5 millioner kroner.

»Vi forstår godt kravet. Det er gammel løn, og vi anerkender kravet. Vi har prøvet et par gange at komme i dialog, en form for akkordering med de tidligere medarbejdere. Det er ikke lykkedes. Igen, det er højt respekterede mennesker og gode folk omkring KIF,« siger Brian Stein til JV.dk:

»Vi er dødærgerlige over, at vi sidder i denne situation. Det er kedeligt for alle parter. Men respekt for, at de gør det, de skal. Det ville alle have gjort, hvis det er skyldig løn.«

De tre spillere, der har begæret KIF Kolding konkurs har alle haft en glorværdig karriere hos håndboldmastodonten:

  • Bo Spellerberg stoppede i sommer i KIF Kolding efter at have været i klubben i 16 sæsoner - han er nu spillende træner i den schweiziske klub TSV St. Otmar.
  • Marcus Cleverly stoppede ligeledes i klubben i sommer efter fire år -  han er nu i svenske IFK Ystad.
  • Lars Jørgensen spillede fem år i klubben frem til 2017, hvorefter han stoppede karrieren.

Håndboldklubben skal på mandag møde i skifteretten kl. 11 for at udrede de økonomiske krav fra de tidligere spillere.

»Nu har vi fået en begæring, og vi kender beløbet, og så må vi prøve at finde ud af i bestyrelsen, om vi har muligheder for at fremskaffe de penge inden, eller om det er et helt andet scenarie, der kommer på banen,« siger Brian Stein til JV.dk med henvisning til, at kluben i så fald vil blive erklæret konkurs - og dermed tvangsnedrykket fra den bedste danske håndboldrække.

Tidligere tirsdag kom det frem, at to andre tidligere fremtrædende spillere har trukket sig fra deres nuværende job i administrationen. Læs mere om det her

De nuværende håndboldspillere i KIF Kolding skulle ifølge bestyrelsesformanden have modtaget deres løn i denne måned. Og han forsikrer, at de også får løn til - med mindre klubben går konkurs på mandag.

KIF Kolding fik i sommer tilført et større millionbeløb som et led i en ny strategi, der skulle få klubben på ret kurs efter flere år med dårlig økonomi. Ifølge Brian Stein er de penge brugt til at sikre, at klubben overhovedet kan føre videre.