Danmark får hård modstand i fredagens VM-semifinale, hvor Frankrig venter efter onsdagens sejr over Sverige.
OL-vinderne fra Frankrig bliver modstanderen for de danske håndboldkvinder i fredagens semifinale ved VM.
I kvartfinalen vandt Frankrig onsdag aften med 31-26 over Sverige i den spanske by Granollers.
Sverige kom bedst fra start og foran 3-1, men første halvleg udviklede sig til en helt lige og jævnbyrdig affære.

Frankrig førte også flere gange i de første 30 minutter, men kun med et enkelt mål.
Især Nathalie Hagman viste flot håndbold for svenskerne med flere vigtige scoringer.
Svenskerne udlignede kort før pausefløjtet til 15-15, og dermed var spændingen intakt forud for anden halvleg.
Her fik Frankrig hurtigt oparbejdet en solid føring på 22-17, og Sverige var på hælene i denne fase af kampen.
Sverige var dog ved at levere et comeback, men kom ikke tættere på end at være bagud med tre mål.
Fem gange reducerede svenskerne i slutfasen, så Frankrig kun var foran med tre mål.
Lidt over tre minutter før tid reducerede Sverige til 26-29, og det blev sidste gang, at Sverige duftede til en overraskelse.
Frankrig bragte sig foran 31-26 kort før tid, og der var ikke mere at komme efter for de svenske kvinder.
/ritzau/