Aalborg Håndbold rykkede op på førstepladsen i mændenes liga efter torsdagens sejr over TTH Holstebro.

Der var vigtige point på spil i torsdagens topbrag i mændenes håndboldliga, da TTH Holstebro tog imod Aalborg Håndbold.

De to hold kæmper nemlig om at få flest mulige point med i slutspillet, og torsdag trak Aalborg det længste strå.

Sejren på 36-29 til nordjyderne betyder, at de lige nu indtager førstepladsen i ligaen og står i en god position til at tage to point med videre til slutspillet.

Og det er yderst vigtigt at få maksimumpoint med videre, mener Aalborgs Henrik Møllgaard.

- Det kommer til at betyde alt. Det var det, vi skulle til Holstebro for. At holde dem på afstand og de andre hold på afstand, siger Møllgaard.

Aalborg topper ligaen med et enkelt point foran GOG på andenpladsen, men fynboerne har spillet to kampe færre.

Det er dog både nummer et og to i ligaen, der får to point med i slutspillet, mens nummer tre og fire får ét point med. Holdene fra fem til otte får ingen point med videre.

- Vi forsøger stadig at lægge pres på GOG, selv om det kan se svært ud.

- Men kan vi selv få to point med over, så er vi nået langt i forhold til at kunne nå en semifinale, siger Møllgaard.

Han fik selv en uventet stor rolle i angrebsspillet for Aalborg i torsdagens kamp, da Andreas Holst kort inde i anden halvleg forlod banen med en skade.

Holst kunne dermed skrive sig på den efterhånden lange liste af skadede spillere i mændenes håndboldliga.

Og det er desværre typisk for den sidste del af sæsonen, siger Møllgaard.

- Vi er ved at være godt henne i sæsonen, og mange hold forsøger at positionere sig i forhold til slutspillet. Meget er stadig på spil. Derfor ser vi bare mange skader nu, det er desværre ret typisk.

Aalborg har stadig tre kampe tilbage i grundspillet. Næste opgave i ligaen er 8. marts på hjemmebane mod Lemvig-Thyborøn.

/ritzau/