Det sker efter hver kamp. Og det er ikke noget, der behager Henrik Møllgaard.

For den danske landsholdsstjerne fortæller i TV 2 Sport-programmet 'Det Brede Punkt', hvordan han oplever, at telefoner i dag får lov til at fylde alt for meget.

Sådan lød det, da Aalborg-spilleren blev spurgt til, hvornår de i det nordjyske igen kan trække på smilebåndet, hvis de for eksempel har tabt en kamp.

Her var det dog tydeligt, han havde noget på hjerte omkring de små skærme, der er en del af et mentalitetsproblem,

»Jeg er træt af mobilkulturen. Det er, når vi har vundet eller tabt, så går der halvandet minut, så sidder halvdelen af holdet med mobilen,« sagde han og fortsatte:

»Det der fællesskab, og det vi skal ride på en hel sæson, det forsvinder ud i det triste der triste 'SoMe', for det kunne jo være, der var sket et eller andet. Eller man skal lige tjekke, om der er kommet beskeder hjemmefra. Det bliver kun værre og værre.«

Henrik Møllgaard forklarede, at det har været undervejs i nogle år og at flere passer sig selv frem for at tale med holdkammeraterne eller spille kort i eksempelvis bussen, og det er ikke noget, der gør et hold bedre.

Han joker dog også med, at han med sine 38 år er 'ved at blive gammel' men holder fast i, at det var 'en bedre tid', da han var yngre i fohold til mobiltelefoner.