Henrik Mølgaard ser tilbage: 'Familien betaler prisen'


Han har trukket i den røde og hvide trøje 226 gange, siden han første gang spillede for det danske herrelandshold i 2006.
Den flotte karriere har alligevel kostet Henrik Mølgaard flere ting. Privatlivet har nemlig ikke ligefrem holdt fri, når kampe i ind- og udland har krævet hans deltagelse.
»Jeg har misset begravelser, runde fødselsdage. Jeg har misset pigernes fødselsdage, gymnastikopvisninger – og det er de ting, der følger med, men det har stadig været et privilegeret liv,« siger han og tilføjer:
»Jeg har da også siddet og bandet over alle de der manglende weekendture til Berlin og Milano, som aldrig er blevet til noget. Men vi har kunnet så mange andre ting.«
Han uddyber, at spørgsmålet om, hvilke ofre, han har skullet tage for at være på det danske landshold, egentlig er et spørgsmål, som hans hustru skulle svare på.
»Det er godt, at det ikke er Christina, som du sidder og spørger om, hvad det har kostet. Det er selvfølgelig hende, der har taget slæbet,« siger han og tilføjer:
»Jeg har jo heldigvis haft Christina med i 22 år, så hun har været en del af det hele vejen. Alle de håndboldmæssige beslutninger, som jeg har taget, har vi jo truffet sammen i forhold til at have et liv uden for banen og et parforhold, samt et arbejdsliv for hende, som også giver mening.«
Han beskriver videre, hvordan hun har været ankeret i familien, der har fået familielivet til at hænge sammen.
»Det er hende, der har skullet steppe op og være til rådighed. Det har måske ikke kostet mig så meget – andet end lidt mesterskabsgaver og lidt ekstra store fødselsdagsgaver en gang imellem,« siger han og tilføjer:
»Det er jo familien, der betaler prisen. Jeg har fået de her relationer og alle de store oplevelser.«
Til sommer flytter familien på fire til Paris, hvor Henrik Mølgaard skal være assisterende træner for PSG, som han tidligere også har spillet for.
»De glæder sig, men jeg tror ligesom, at jeg skal stoppe karrieren, så er det ikke gået op for dem, at der kommer en sidste skoledag, sidste håndbold- og fodboldtræning, og nogle der starter i 3. og 7. klasse efter sommerferien. Det gør de ikke,« siger han og tilføjer:
»De kommer ned til en hverdag, som bliver rigtig hård for piger i den alder, og det er jo ikke gået op for dem endnu, heldigivs.«
Henrik Mølgaard uddyber, at de som forældre er bevidste om, at det bliver en hård start, men at de tror på, at det ender i plus for dem som familie.
Han spiller lørdag kl. 16 sin sidste landsholdskamp i karrieren, når Danmark møder Frankrig ved EHF Euro Cup.