De kommende dage ved EM bliver helt særlige for Sarah Iversen.

Og det skyldes ikke blot det, der skal ske på banen til slutrunden, hvor Danmark er videre til mellemrunden.

For inden længe får hun et helt særligt besøg. Hendes mand Mark og sønnen Elliot kommer nemlig til Slovenien.

»Det bliver super dejligt. Jeg synes, det er gået over al forventning. Det er gået rigtig godt derhjemme også, så det er nemt for mig bare at være her og få lov at være i det. Jeg render rundt i denne her lille boble, men jeg kan også godt mærke, det kommer til at give lidt ekstra. Pigerne har også spurgt, om han kommer forbi hotellet. Nu må vi se, det giver jo glæde med et lille barn.«

Sarah Iversen lyser op og smiler til op over begge ører, når hun fortæller om det kommende besøg hjemmefra.

Hun blev i januar 2020 mor for første gang, og årets EM i Slovenien er første gang, hun er afsted til slutrunde efter fødslen.

Derfor vidste hun heller ikke, hvordan det ville blive at være væk i så lang tid, selvom hun var fortrøstningsfuld og havde fundet en stor ro i det, fortalte hun til B.T., inden landsholdet rejste afsted.

»Det har været nemt. Han har det sindssygt godt derhjemme. Hver gang vi snakker sammen, er han bare glad. Han viser mig legetøj, løber over og henter en is og viser mig den. Hver gang vi spiller, kan han finde mig på fjernsynet og siger 'mor bold'. Ja, mor er til bold,« siger Sarah Iversen.

Rikke Iversen og Sarah Iversen under pressemøde med håndboldlandsholdet på Hotel Thermana Park Lasko. Mandag den 7. november 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Rikke Iversen og Sarah Iversen under pressemøde med håndboldlandsholdet på Hotel Thermana Park Lasko. Mandag den 7. november 2022. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun får da også tilsendt både billeder og videoer af sønnen, der hygger med sin far hjemme i Danmark, hvilket hun selvsagt er glad for.

»Det er dejligt, når han peger der på fjernsynet, når man løber ind, eller man jubler. Han kan hundrede procent kende både mig og Rikke (Iversen, red.), mor og moster. Når han ser os, står han og peger med helt åben mund sådan 'det er dem' i fjernsynet, 'ja, det er rigtigt, det er dem'.«

Sarah Iversen ved endnu ikke præcist, hvor meget hun kommer til at se sin familie, når de ankommer til Slovenien, men hun håber på at kunne bruge en time eller to på hviledagene.

»Så ser jeg dem selvfølgelig i hallen. Jeg glæder mig helt vildt,« siger hun med et stort smil.