Plejemor. Mormor. Danmarks nye landstræner.
54-årige Helle Thomsen blev torsdag præsenteret som Jesper Jensens afløser som ny chef for håndboldkvinderne.
Fra sommer og tre år frem overtager hun et af de største job i den danske sportsverden.
Frederikshavnerens karriere har bragt hende vidt omkring. Fra ligaspiller til succestræner i FC Midtjylland. Videre til landstræner for Sverige og Holland. Og til udlandsophold i Frankrig, Norge, Tyrkiet og senest Rumænien.

Men for at forstå, hvem Helle Thomsen er som træner og som menneske skal vi tilbage til Nordjylland.
Her, hvor hele hendes verden udspringer fra.
Det var her, hun omkring årtusindskiftet tog en ung, utilpasset pige ind som plejedatter. Fra da hun var 15 år og til hun blev 20, var den nu 38-årige Sabine Pedersen i pleje hos Hele Thomsen.
Sammen havde de håndbolden i den lokale klub Sindal IF.

»Helle var 30 år, da hun sagde ja til at tage mig i pleje. Og det gjorde hun nok kun også, fordi vi delte en interesse i håndbolden. Hun gik ind i det med liv og sjæl,« siger Pedersen til B.T. og fortsætter:
»På det tidspunkt i mit liv var det præcis det, jeg havde brug for. Hun gør bare ikke noget halvt.«
»Har man det svært i livet, skal man have Helle tæt på i sit liv, fordi hun giver alt af sig selv på en måde, ingen andre tænker over,« siger hun.
Pedersen har selv en flot håndboldkarriere bag sig med Champions League-deltagelse og et dansk mesterskab i 2015. Under Helle Thomsens ledelse i FC Midtjylland.

Thomsens betydning for hende kan næsten ikke beskrives med ord. De er familie. Også den dag i dag.
»For min datter er Helle hendes mormor,« siger Pedersen og fortsætter:
»Helle går meget op i, at alle har det godt. Jeg plejer altid at sige, at hvis man har det dårligt, så er der én person, man skal ringe til – om man kender hende eller ej – og det er Helle. Hun gør altid de rigtige ting, hun siger altid de rigtige ting. Hun er god til at passe på folk. Og det gør hun også på et håndboldhold,« siger hun.
For det er svært at finde en tidligere spiller, der har haft Thomsen som træner, der kan sige noget negativt. Efter flere års succes blev Thomsen ud af det blå fyret som FC Midtjylland-træner efter interne stridigheder blandt klubbens ledelse.

Kort efter viste spillerne, hvad de syntes om den beslutning, da de fremviste støttetrøjer for deres nu forhenværende træner.
'Tak for alt, Helle,' stod der.
Ifølge Pedersen er det langt fra tilfældigt, for Thomsen formår at lægge et hierarki ned på et hold, men ingen er i tvivl om, hvem der gør hvad, når det brænder på i kampene.
»Hun har en kæmpe autoritet, men der er også plads til det andet på de rigtige tidspunkter. Der kan hun bare noget helt specielt med den person, hun er, fordi hun selv går ind i det,« siger hun.
Thomsen har igennem karrieren været kandidat til landstrænerjobbet flere gange. At det sker nu fremfor før giver mening.
»Den eneste grund til, at det ikke er sket før, tror jeg, er, fordi Helle går sine egne veje. Hun står op for det, hun tror på. Hun går linen ud, og hun går ikke på kompromis med noget. Det slår man sig på nogle gange, men når man kan se sig selv i spejlet og er tro mod sig selv og dem, man omgås, så skal det nok komme. Jeg kan ikke se en, der er mere kompetent til landstrænerjobbet end hende.«
Plejemor. Mormor. Danmarks nye landstræner.

