Der var ingen store overraskelser i truppen, da landstræner Helle Thomsen mandag udtog holdet til EM i kvindehåndbold. Mest overraskende var det måske, at hun lod tre pladser stå åbne.

Hver nation må indskrive 20 spillere til slutrunden, og 16 spillere kan komme i aktion til hver kamp. Thomsen valgte dog mandag kun at udtage 17 spillere.

- Det har været et stort puslespil at få det hele til at gå op. Der er mange ting, som man skal have til at passe sammen, men vi er landet på en stærk trup, som jeg tror på er den bedste lige nu, siger Helle Thomsen ifølge DanskHåndbold.

Med to målvogtere og to stregspillere i truppen kunne det godt ligne, at det er positioner, hvor der skal efterudtages spillere inden deadlinen hos Det Europæiske Håndboldforbund (EHF).

Langt de fleste af de 17 spillere i truppen er velkendte og erfarne navne, mens de mindre slutrundeerfarne er spillere som Cecilie Brandt, Stine Nørklit Lønborg, Laura Borg og Sofie Bardrum.

Danmark indleder EM-slutrunden i tyrkiske Antalya 3. december, hvor Spanien er første modstander i indledende runde. De to øvrige hold i gruppen er Tyrkiet og Grækenland.

Hvis Danmark slutter blandt de to bedste i gruppen, går holdet videre til mellemrunden, som skal spilles i Cluj i Rumænien. Ender holdet i semifinalerne, går turen videre til polske Katowice.

De 17 udtagne spillere:

* Målvogtere

Sandra Toft, Győr

Anna Kristensen, FTC

* Fløjspillere

Emma Friis, CSM Bucuresti

Elma Halilcevic, Odense Håndbold

Cecilie Brandt, Ikast Håndbold

Trine Østergaard, Viborg HK

* Bagspillere

Michala Møller, FTC

Stine Nørklit Lønborg, Dijon

Helene Kindberg, Team Esbjerg

Helena Elver, Győr

Anne Mette Hansen, CSM Bucuresti

Kristina Jørgensen, Metz

Laura Borg, Ikast Håndbold

Mie Højlund, Odense Håndbold

Julie Scaglione, Team Esbjerg

* Stregspillere

Kathrine Heindahl, Ikast Håndbold

Sofie Bardrum, Viborg HK

EM-truppen samles 23. november i København. Derefter står den på Golden League-kampe i Norge som sidste forberedelse til EM.

Målvogter Amalie Milling og bagspiller Stine Eiberg, som i første omgang ikke er udtaget til EM, træner med truppen fra mandag til lørdag, skriver DanskHåndbold.

RITZAU