Landstræner Helle Thomsen har indkaldt en gardering til keeperpositionen forud for den kommende landsholdssamling umiddelbart før afrejsen til VM.
I en pressemeddelelse skriver DanskHåndbold, at Amalie Milling skal supplere Anna Kristensen og Althea Reinhardt i truppen.
Det skyldes tvivl om sidstnævntes holdbarhed, forklarer landstræneren.
- Vi har kaldt Amalie Milling ind, fordi vi stadig er i tvivl om, hvor meget Althea Reinhardt kan spille. Amalie er med på samme vilkår som de øvrige træningsspillere, og der er derfor ikke taget nogen beslutning i forhold til VM, siger landstræneren i pressemeddelelsen.
Håndboldkvinderne mødes mandag 17. november og møder herefter Sverige i to kampe, før truppen rejser til slutrunden i Holland.
25-årige Milling er ikke helt ny i landsholdssammenhæng, selv om hun i flere år har stået i skyggen af Anna Kristensen, Althea Reinhardt og Sandra Toft.
Hun fik allerede debut i 2018 i en alder af 18 år og står samlet noteret for 17 kampe.
Siden i sommer har hun spillet for Ikast Håndbold efter skiftet fra Team Esbjerg.
/ritzau/
