Søndag aften gjorde håndboldspilleren Helena Elver comeback – efter 732 dages fravær fra banen.

Og det var en ekstremt rørt Elver, der over for TV 2 Sport havde svært ved at holde tårerne tilbage, mens hun fandt ordene frem:

»Det var fuldstændig urealistisk. Puha, undskyld. Det er fandeme urealistisk at have arbejdet så hårdt i to år, og nu har det fucking endelig givet payoff. Jeg har ventet så længe på det her,« lød det fra en grædefærdig Elver.

Helena Elver har formentlig været en af de uheldigste håndboldspillere inden for de sidste par år.

Helena Elver i kamp for Odense Håndbold under Champions League.
Helena Elver i kamp for Odense Håndbold under Champions League. Foto: Csaba Krizsan
Vis mere

I november 2020 blev hun udtaget til EM og stod til at have en nøglerolle. Men skæbnen ville det uheldigvis, at hun blev korsbåndsskadet i forbindelse med en testkamp op til slutrunden, som hun således gik glip af.

Men skadeshelvedet stoppede ikke dér. Undervejs i sin genoptræning skete det så igen.

10 måneder senere, i september 2021, blev hun på ny korsbåndsskadet i det samme knæ, hvorfor der ventede en pause på mellem 7 og 11 måneder.

Søndag skete det så, og den 24-årige spiller kunne igen snøre skoene.

Helena Elver løb på banen efter 43 minutter og var sammen med holdkammerater fra Odense Håndbold med til at slå Nykøbing Falster Håndbold med 23-19.

Også selvom hun ikke var 100 procent klar og langt, langt fra den form, hun havde før sin skade, påpeger hun.

Helena Elver har spillet fire A-landskampe inden sit skadeshelvede.