Først var det Herning, den var gal med for tyskerne.

Men 'midt ude i ingenting', som den tyske avis Bild beskrev EM-værtsbyen, har tyskerne på egen hånd rodet sig ud i et vaskeægte håndboldmareridt. 

De tyske OL-sølvvindere kan helt sensationelt være EM-fortid allerede i gruppespillet, hvis man ikke som minimum får uafgjort mod Spanien mandag.

Serbien leverede en kæmpe overraskelse på tysk bekostning, og nu har tyskerne så kniven for struben i en kamp, der meget vel kan blive EMs hidtil allerstørste drama. 

 »Det er helt sensationelt, at mægtige, mægtige Tyskland, en hæderkronet håndboldnation, står på tærsklen til fiasko på den her måde,« siger B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg. 

Håndbolden er ikke større noget andet sted i verden end i Tyskland. 

Tysklands landstræner Alfred Gislason kom uheldigt i hovedrollen i nederlaget til Serbien. En tidligt taget timeout forhindrede en tysk udligning. Og det kostede dyrt. 
Tysklands landstræner Alfred Gislason kom uheldigt i hovedrollen i nederlaget til Serbien. En tidligt taget timeout forhindrede en tysk udligning. Og det kostede dyrt.  FOTO: Adam Warzawa/EPA/Ritzau Scanpix

Det tyske håndboldforbund er verdens største med næsten 800.000 medlemmer, mens der til sammenligning herhjemme i Danmark var 115.000 medlemmer i 2025 ifølge DanskHåndbold.

Derfor er det uhørt, at man er endt i den her situation allerede i gruppespillet.

»Det vil være en katastrofe uden lige for tysk herrehåndbold, hvis man ryger ud allerede nu. Selvforståelsen er til meget mere. Det vil være decideret pinligt for dem,« siger Kokborg.

Italiens landstræner og direktør i Bundesliga-klubben Füchse Berlin med Mathias Gidsel på holdet, Bob Hanning, sætter det helt skarpt op i Bild

Tyskerne er i knæ inden Spanien-kampen. 
Tyskerne er i knæ inden Spanien-kampen.  IMAGO/Maximilian Koch

'I dag handler det om vores sports fremtid,' lyder overskriften på hans klumme om det tyske landshold. 

»Det siger jo det hele. Ryger man ud, vil det være fortællingen om de arrogante tyskere, der var for gode til Herning, men som blev sendt hjem på røv og albuer,« siger Kokborg og tilføjer: 

»Til gengæld kan en sejr ændre fortællingen fuldstændig og sende dem i en mellemrunde, hvor alt kan ske. Det er svært ikke at holde af EM. Det her er en kamp, DU skal se,« slår han fast. 

Dramaet mellem Tyskland og Spanien fløjtes i gang 20.30.

Du kan følge det live på bt.dk.