Det var synet, ingen dansk håndboldfan ønsker at se.
Efter den voldsomme danske semifinalesejr på 40-27 (!) over Portugal en danske superstjerne Mathias Gidsel kom ud fra omklædningsrummet med en stor ispose på sit venstre knæ.
Men verdens bedste håndboldspiller skyndte sig at slå alle grumme spekulationer ned.
»Jeg fik egentlig bare et slag i første halvleg – knæ mod knæ. Og det lammede lige hele knæet – så vi brugte pausen på at finde ud af, om alt var i orden. Og det ligner det, at det er.«
»Jeg tænker, at det bliver blåt og ømt i morgen, og så skal jeg nok være klar til søndag.«
Søndag møder Danmark i VM-finalen Kroatien i udsolgt arena i Oslo – og Mathias Gidsel garanterer, at han møder kampklar op.
»Så kender du mig dårligt, hvis du tror, at jeg ikke står der søndag. Uanset om knæet er i orden eller ej. I en finale står vi her uanset hvad.«
Den danske hvirvelvind lavede i øvrigt ni kasser i nedsablingen af de stakkels portugisere – og understregede dermed positionen som VM-topscorer.