En konkursbegæring fra HC Midtjylland før onsdag kan få afgørende indflydelse på kampen om slutspilspladserne.

København. Hvis HC Midtjylland begærer sig konkurs inden onsdagens sidste spillerunde i grundspillet i den bedste danske håndboldrække, kan det få stor indflydelse på kampen om pladserne i slutspillet.

Det vil i så fald ikke kun være HC Midtjylland, som bliver ramt. Det vil også gå ud over alle de øvrige klubber, som vil få nulstillet deres resultater mod HC Midtjylland.

Det oplyser Frank Smith, der er chef for turneringsafdelingen i DHF.

- Ja, det ville det. Stillingen ville blive fuldstændig genberegnet. Jeg har faktisk ikke helt kigget på konsekvenserne endnu. Det kan enhver kigge på.

- Alle HC Midtjyllands kampe beregnes som ikke spillede. Nogen har fået point mod dem, og de bliver taget væk igen, siger Frank Smith.

Han har gransket reglerne i de seneste dage, og han foretrækker, at tingene bliver afgjort på håndboldbanen.

- Der skal ingen tvivl herske om, at det i 99,99 procent af tilfældene er det allerbedste, at det foregår inden for de 20 gange 40 meter. Ved alt andet er der altid nogen, der bliver kede af det.

- Det er derfor, vi har det system med at nulstille alting, så vi sikrer, at alle er behandlet på samme måde, forklarer Frank Smith.

En nulstilling vil dog gå klart hårdere ud over de hold, som har vundet og hentet point mod HC Midtjylland.

Hvis HC Midtjylland begærer sig konkurs inden onsdag, vil det få stor indflydelse på kampen om de sidste pladser i slutspillet.

En hurtig udregning viser, at det eksempelvis vil gå hårdt ud over Nordsjælland Håndbold, som lige nu er placeret på ligaens ottendeplads med 22 point efter 25 kampe.

Det er akkurat nok til at gå videre til slutspillet, men hvis nordsjællænderne mister de tre point, som holdet fik med et uafgjort resultat mod HC Midtjylland i oktober og en sejr i marts, så vil Mors-Thy snuppe pladsen i slutspillet, som det ser ud før sidste spillerunde.

Mors-Thy, som har tabt to gange til HC Midtjylland i løbet af sæsonen, vil have mest gavn af en nulstilling og bevare de nuværende 21 point, holdet har hentet.

Helt i bunden af rækken vil en HC Midtjylland-konkurs betyde, at bundproppen Tønder redder sig.

/ritzau/