Kevin Møller glemmer aldrig de uger.
For med ét fulgte hele Håndbolddanmark spændt med i tilløbet til den danske landsholdsmålmands familieforøgelse.
Målvogteren fra Flensburg-Handewitt rejste nemlig pludselig hjem fra VM-slutrunden i januar, eftersom hans bedre halvdel, Louise, var højgravid.
Og det var først, da guldtriumfen var i hus en uge senere, at de danske håndboldfans kunne læse den glædelige nyhed om, at barnet var kommet til verden uden problemer.

»Alt gik, som det skulle. Han er skøn og mild, og han holder os vågne om natten. Men det er ikke noget problem. Man skal bare planlægge sig ud af det,« fortæller Kevin Møller i et interview med B.T. og tilføjer:
»Det er da en anderledes tilværelse med to børn. Man har virkelig hænderne fulde, men jeg nyder det.«
Selv om landsholdskeeperen forlod landsholdslejren fra det ene øjeblik til det andet, var der dog intet dramatisk over beslutningen, lyder det videre:
»Det var egentlig ret stille og roligt. Det var mere, fordi jeg ikke skulle med til Norge, for det kunne jeg ikke organisere og planlægge, hvis der skete noget, hvor jeg lige pludselig måtte rejse hjem.«

På trods af, at Kevin Møller havde hænderne fulde med den nye titel som far til to, var der dog stadig tid til at følge intenst med i landsholdskammeraternes jagt på guldet.
»Jeg så det hele. Alle kampe. Det var selvfølgelig en speciel oplevelse, for man ville gerne have været der. Jeg ville dog ikke have givet afkald på noget af det, jeg oplevede derhjemme. Det var ikke svært at acceptere,« forklarer målvogteren, inden han fortsætter:
»Men...lige da kampene stod på, så ville jeg gerne have været der. Men der var ikke ét splitsekund tvivl om, hvad der var rigtigt for mig.«
Du overvejede slet ikke at tage tilbage?
»Jeg overvejede det kort, men jeg kunne også mærke, at det ikke var realistisk. Jeg havde ikke kunnet komme tilbage for at præstere. Mine tanker var hos familien, og det var også hovedårsagen til, at jeg ikke tog tilbage.«
Havde du tilbuddet fra Nikolaj Jacobsen?
»Vi vendte det lige hurtigt i telefonen, men så blev vi også enige om, at sådan skulle det ikke være.«
Selv om Kevin Møller måtte forlade VM-slutrunden, inden medaljerne blev fordelt, endte danskeren alligevel med at få metal med hjem på grund af en helt særlig gestus.
Den kan du læse mere om LIGE HER.

