Den danske håndboldspiller Hans Lindberg er ny ambassadør i Røde Kors.
B.T. møder ham til årets Røde Kors Klub 100-arrangement, som traditionen foreskriver afholdes under Roskilde Festival.
Efter 17 år på farten i Tyskland valgte den danske håndboldspiller i 2024 at flytte tilbage til barndomsbyen Ølstykke.
»Det er vidunderligt at være hjemme igen, tæt på familie og venner, og jeg har lyst til at sige i vante rammer, men i hvert fald på det sprog, man nu kan bedst, selvom man selvfølgelig lærer noget tysk,« siger han.
Det har dog ikke kun været fryd og gammen for Hans Lindberg og hans familie at flytte tilbage til Danmark. For der er efter håndboldspillerens eget udsagn »sket meget på én gang«.
»Vi har købt nyt hus, en hustru, der har kørt karriere, og nogle børn, der er i nye omgivelser, samtidig med min far døde i sommers. Så der har været meget, men samtidig har det også været lærerigt for dem at prøve at finde hoved og hale i det hele,« fortæller Hans Lindberg til B.T.
Det har også haft en helt særlig betydning for den danske håndboldherre, at han har kunnet være med til at udvikle hans barndomsklub HØJ Elite, der i foråret rykkede op i ligaen.
»Det har jo været målet, som vi har arbejdet hårdt for at nå: Nu har vi klaret den, og det er vi stolte af. Nu venter der bare hårdt arbejde igen, for vi er ikke stoppet der, i vil gerne mere,« siger han til slut.
