Danmarks og verdens bedste håndboldspiller i 60erne, Jørgen Petersen er død i en alder af 67.
Efter et års kamp mod en svulst i hjernen måtte dansk håndbolds bedste spiller gennem tiden kapitulere.
Vi har modtaget følgende mindeord fra tidligere landstræner i håndbold, Hans Jensen, der var ven med Jørgen Petersen i over 50 år:
Jørgen Petersen var mere end nogen anden den spiller, der sendte Danmark tilbage til verdenseliten, da han debuterede mod Sverige i Forum i 1963. En kamp som Danmark vandt 13-10 og hvor han scorede fire gange.
Mit første møde med Jørgen P. skal findes helt tilbage da vi begge var 16 år. Han mødte op på min bopæl sammen med en HG-junior som jeg trænede. De ville på deres skoles vegne udfordre os. Jeg takkede pænt nej men sagde, at han da var velkommen til at komme og spille i HG, der dengang holdt til i Idrætshallen i Nørre Alle.
Nogle uger senere dukkede han op. Og efter bare 10 minutters træning skulle man være blind for ikke at se, at HG havde fået en guldklump. Det skete en fredag - og mod alle regler og såmænd også manglende indmeldelse – lod jeg ham være med på vores 2. juniorhold om søndagen mod FIF i Voldparkens lille skolehal.
Hans HG-debut har jeg aldrig glemt, selv nu 50 år efter. Vi stillede op med kun 5 spillere mod FIFs fulde hold, men det var som om Jørgen aldrig havde lært at tælle. Han virkede bedøvende ligeglad med hvor mange vi var – og hvor mange de andre var. HG tabte godt nok med 21-17, men Jørgen P. scorede de 15 mål. Det var ikke en guldklump men en diamant, der var faldet ned i klubbens turban.
Det var som om han ikke havde noget backgear. Og han krøb simpelthen ind under huden på alle. Intet er sørgeligere end et spildt talent, men her var en stor dreng, der i en tidlig alder vidste, at man ikke pjækkede fra sit ansvar. Han var sit talent bevidst. Men talte aldrig om det.
Jørgen P. debuterede på landsholdet som 19-årig og kom til at betyde enormt for os alle. Efterdønningerne fra den såkaldte ”Sovjet-tur” og udstationeringen som soldat på Cypern gjorde, at han holdt en pause fra landsholdet.
Men det lykkedes mig at tale ham tilbage til landsholdet. Desværre formåede jeg ikke at overtale ham til at være med ved VM i Sverige i 1967. Han vendte først tilbage efter. Den dag i dag er jeg overbevist om, at vi var kommet hjem med guldet og ikke sølvmedaljerne, hvis han bare havde været med i VM-finalen mod Tjekkoslovakiet.
Påstanden er egentlig ikke svær at argumentere for. For ved det efterfølgende VM i Frankrig i 1970 var der i kvartfinalen lagt op til et sandt revancheopgør mellem Danmark og Tjekkoslovakiet.
Traditionen tro meldte alle nationer om stormvarsel, når de så Jørgen P. opført på holdkortet. Og tjekkerne var ingen undtagelse. De mandsopdækkede Jørgen P. fra start. Men alligevel formåede han at få deres forsvar til at ligne en flok spillere med fødderne godt plantet i beton.
Han scorede syv af de danske mål, da verdensmestrene blev sendt hjem med 18-16.
I VM-semifinalen mod verdensmestrene fra 1961 og 1964, Rumænien, var stemningen i Lyon selvfølgelig euforisk. Nok var de favoritter, men…Det startede også godt. Efter cirka to minutter havde Jørgen P. gjort det til 2-0. Men så gjorde Rumænien noget, som de ellers altid havde følt sig højt hævet op over: De mandsopdækkede en spiller.
Jørgen P. ville bløde på Dannebrog for at holde farven rød, men kræfterne var sluppet op hos flere på holdet. Vi var trods alt amatører, mens østlandene dengang var såkaldte ”statsamatører”, der havde et par timers kontorjob om dagen – og ellers trænede. Og vi måtte sige farvel til finalen, som Rumænien senere vandt over DDR.
Det vil kræve en bog at skrive om Jørgen P.s betydning for dansk håndbold. Og om hans mange store kampe. Dog skal en unik mere nævnes:
For to år siden var Jørgen P. og jeg på en firedages tur til Berlin. For at besøge museer og se på udstillinger fra det gamle Grækenland og Egypten. Noget der i mange har år havde interesseret ham efter udsendelsen som FN-soldat på Cypern.
Men også for at vandre lidt og opfriske minder fra det gamle Østberlin. I DDR-tiden var netop Østberlin det sted, hvor man viste sin storhed indenfor sport, og hvor det var et must, at modstandernationer blev hånet og kastet om på tredje række.
Og den 25. marts 1969 var det så de danske VM-sølvvinderes tur til at smage taktstokken, der var lavet af cementstykker fra Berlinmuren.
Det gik da også efter planen til ca. 10 minutter før tid. DDR førte 16-11. Men så huskede Jørgen P. på sin elskede forfatter Søren Kierkegaards ord:
- At vove er at miste fodfæstet et kort øjeblik - ikke at vove er at miste sig selvOg så lærte tyskerne også deres Kierkegaard! Og Jørgen Petersen. For med fem mål på stribe sørgede han for at kampen sluttede 16-16. Tilskuerne i en helt udsolgt Werner Seelenbinder-hallen, var i chok.
Den bornholmske maler Oluf Høst sagde engang: Alle tænder deres bål med gløderne fra en andens ild. Det har også mange af de unge håndboldspillere gjort, da de i 60erne så Jørgen P. optræde for enten HG eller landsholdet. De fik en lyst, en inspiration, som de kunne bruge – og sende videre.
Jørgen P. havde ikke en blind optimisme. Den var lysende fra første færd. Han vil aldrig blive et foto man bare smider væk, og i kunstneren Knud Nellemoses frimærke fra 1978, er det Jørgen P. som i sin fandenivoldske og flyvende stil, udfolder det som glædede alle: at give spillet tilbage til spillerne –og publikum.
Jørgen Petersen spillede 68 landskampe og scorede 268 mål. Han var med til at vinde det danske mesterskab for HG fem år i træk (1966-1970). Og var topscorer i 1965 og 1967. Var placeret som nummer 1 på den rangliste som Ekstra Bladet bragte i 2006 over de 50 bedste håndboldspillere gennem tiden.
