
Mens Danmark for et år siden strøg igennem VM-turneringen nærmest uden at få sved på panden, har det været en helt anden sag ved EM i år.
Danmark tabte i gruppespillet til Portugal - og i mellemrunden har flere af kampene vippet frem og tilbage.
»Det har klart været den hårdeste turnering, jeg har prøvet,« siger Danmarks flækker Simon Pytlick.
»Mellemrunden taler for sig selv - Frankrig, Tyskland, Norge og Spanien.«
»Man bliver fuldstændig smadret kamp for kamp - for så at skulle møde et af de bedste angrebshold i verden i semifinalen, hvor vi står lidt som et decimeret landshold.«
Skaderne og den til tider spillemæssige modgang gør også, at aftenens finaleplads smager ekstra godt.
»Der var et vendepunkt efter nederlaget til Portugal, hvor vi alle rykkede tættere sammen. Jeg kan kun være stolt af at være en del af dette hold,« fortæller Simon Pytlick.
Der er kampstart klokken 18.00 i Boxen.
