Den svenske håndboldstjerne Kim Ekdahl Du Rietz, der er én af de absolutte profiler på det tyske mesterhold Rhein-Necker Löwen, har chokeret håndboldverdenen ved at annoncere, at han i en alder af bare 27 år lægger håndboldskoene på hylden, når bundesliga-sæsonen er færdigspillet. 

Over for svenske Aftonbladet har svenskeren - der i to seneste sæsoner har haft Nikolaj Jacobsen som træner - nu forklaret den overraskende beslutning.

»Den definitive beslutning tog jeg i sommer. Men det var bare den sidste dråbe. De, som kender mig, blev ikke overrasket. De sidste par år har jeg efter hver sæson tænkt, at nu skider jeg på det her,« fortæller den teknisk velbegavede bagspiller og fortsætter:

»Da jeg kom tilbage efter vinterferien for et år siden, kunne jeg overhovedet ikke finde nogen motivation overhovedet. ’Den her historie er slut,’ tænkte jeg. Jeg overvejede at stoppe allerede efter den sæson. Men det var urealistisk at komme tilbage fra vinterpausen og fortælle, at nu stopper jeg om et par måneder.«

»Jeg synes ganske enkelt ikke, at det er sjovt. Længere er den ikke. Jeg har ingen lyst. Mange var vist, at håndbold aldrig har været mit kald. Det gik så forbandet godt som ungdomsspiller, og så blev det sådan her. Jeg kan huske, jeg sagde det højt i 2009, og Kim Andersson (svensk landsholdskollega, red.) blev rasende på mig. Han kunne ikke forstå det.«

Kim Ekdahl Du Rietz, der for et par år siden droppede det svenske landshold, fortæller, at han aldrig har haft ambitioner om et håndboldliv.

»Den første gang, jeg ville stoppe, var, da jeg var 14 år. Jeg overvejede det seriøst. Jeg ville hellere spille basket med mine venner. Men så begyndte jeg at tjene penge på håndbolden, da jeg var 16 år. Jeg boede hjemme og havde stadig tre år tilbage i skolen, så jeg tænkte, at jeg bare lige kunne tjene et par 1000-lapper. Det ene førte til det andet, og siden stillede man ikke spørgsmål ved det hele.«

Han kan godt forstå, at folk undrer sig over, at han nu vender ryggen til et liv som velbetalt håndboldstjerne.

»Det kan jeg til fulde godt forstå. Objektivt set lever jeg et ret fedt liv. Udefra set er det optimalt. Men der findes ingen objektivitet i lykke,« fortæller den snart tidligere håndboldspiller, der i øvrigt endnu ikke ved, hvad han skal lave efter sommerferien.