Det kom på ingen måde som et chok. Men det er alligevel vildt.

»Det er måske håndboldverdens dårligst bevarede hemmelighed, at Morten Olsen nu forsætter karrieren.«

Sådan lyder det fra B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg i kølvandet på nyheden om, at GOG har købt håndboldspilleren fri, så han kan blive mindst en sæson mere frem for at stoppe karrieren for at blive assistenttræner.

Det var ellers planen, at Morten Olsen efter denne sæson ville lægge håndboldskoene endegyldigt på hylden for at blive en del af trænerteamet i TMS Ringsted.

GOG's Morten Toft Olsen fejrer mesterskabet med en selfie efter den anden finalekamp mellem Aalborg Håndbold og GOG, i Aalborg søndag den 12. juni 2022.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)
GOG's Morten Toft Olsen fejrer mesterskabet med en selfie efter den anden finalekamp mellem Aalborg Håndbold og GOG, i Aalborg søndag den 12. juni 2022.. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Vis mere

De to parter havde papir på hinanden, men efter en vild sæson på banen for den fynske klub er den tidligere landsholdsspiller flere gange blevet spurgt til, om han kunne være fristet til at fortsætte.

»Rygterne har raset længe, og jeg kunne næsten se det på Olsens smil, der afslørede alt, da han blev bedt om at forholde sig til det efter GOGs sejr over Aalborg i Champions League,« siger Johnny Wojciech Kokborg.

»Men ikke desto mindre er det opsigtsvækkende, at Olsen har kunnet holde så højt et niveau i en alder af 38 år. Det er imponerende som markspiller. Jeg tror også, han selv har været positivt overrasket over sin bedrift. Han har været essentiel for GOG i det offensive, hvor han har sat skytterne Emil Madsen og Simon Pytlick i scene.«

Noget, der dog delvist får en ende til sommer, hvilket gør det ekstra vigtigt for GOG at holde på Olsen lidt endnu, mener B.T.s håndboldekspert.

»Til sommer forsvinder netop Pytlick og også stregstjernen Lukas Jørgensen, så Olsen skal nu være en del af en ny opbygning, og det er altså godt nyt for både dansk håndbold og især GOG, at Olsen bliver lidt endnu. Det øger bestemt chancen for, at fynboerne kan fastholde deres position helt i toppen af dansk håndbold.«