Den hollandske håndboldstjerne Estevna Polman og Team Esbjerg har indgået forlig efter flere måneders grim strid.

Polman og Esbjerg ragede i løbet af sidste sæson uklar, og den vestjyske klub meddelte, at hollænderen ikke ville være en del af førsteholdet i det sidste år af hendes kontrakt.

Det fik efterfølgende Polman til at hive Team Esbjerg i retten for kontraktbrud.

Gennem Håndbold Spiller Foreningen har parterne indgået et forlig, der betyder, at man skilles med virkning fra 30. juni 2022, hvilket vil sige et år før kontraktudløb.

Estavana Polman og Team Esbjerg er fortsat på kant med hinanden, selv om parterne tidligere havde aftalt at afslutte samarbejdet. (Arkivfoto) John Randeris/Ritzau Scanpix
Estavana Polman og Team Esbjerg er fortsat på kant med hinanden, selv om parterne tidligere havde aftalt at afslutte samarbejdet. (Arkivfoto) John Randeris/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det har været en langstrakt og ubehagelig tid for både klubben og Estavana Polman. Vi har i hele forløbet ageret under hensyntagen til klubben og den måde, hvorpå vi driver vores klub. Vi har en vision, en målsætning og ikke mindst en stærk kultur, som vi værner om. Samtidig har det ligget os på sinde, at Estavana skal kunne komme videre med sin karriere,« siger bestyrelsesformand i Team Esbjerg Bjarne Pedersen.

Det var tilbage i 2013, Estavana Polman, som er gift med den tidligere hollandske landsholds- og Superliga-stjerne Rafel van der Vaart, skiftede til Team Esbjerg.

Hun har spillet 240 kampe og lavet 1.270 mål for den jyske klub, hvilket betyder, hun har skrevet sig ind i historien som den mest scorende spiller i klubben nogensinde. Derfor har hun også været frustreret over, at det er endt så grimt mellem de to parter.

»Det ville være vanvittigt, hvis det her ikke påvirkede mig. Ni år (i klubben, red.), selvfølgelig gør det noget ved dig,« sagde Polman tilbage i april.