Viborg HK-veteranen er i lykkelige omstændigheder og kommer ikke på banen i den kommende sæson.

Tilskuerne i Primo Tours Ligaen i håndbold kommer til at spejde forgæves efter Rikke Skov i den kommende sæson.

Den 35-årige Viborg HK-spiller er dog ikke skadet, hun er tværtimod i lykkelige omstændigheder, idet hun er gravid og skal føde næste forår. Hun har tidligere dannet par med eks-håndboldspilleren Lotte Kiærskou, som hun har to fælles døtre med, men nu hedder hendes kæreste Jakob Sabra.

»Jeg er super lykkelig over at være blevet gravid. Det tror jeg alle, der ønsker at være gravide, er. Samtidig har jeg også den der følelse, at nu kan jeg ikke længere hjælpe holdet,« siger Rikke Skov til Viborg Stifts Folkeblad.

Selvom hun er blevet 35, og allerede har to børn fra sit tidligere forhold, er Rikke Skov ikke afvisende overfor at vende tilbage på banen.

»Som jeg har det lige nu - efter lige at have spillet med i en rigtig god sæson - så har jeg en god føling med i bagagen. Jeg føler mig heller ikke på nogen måde håndboldtræt. Jeg var med til at spille OL-kval på landsholdet for et halvt år siden, og fysisk har jeg ikke haft nogle skavanker, da jeg blev gravid. Så umiddelbart ser jeg ingen grund til, at jeg ikke skulle vende tilbage,« siger hun til avisen.

/ritzau/