I 2015 var Qatar vært ved VM i håndbold, hvorfor landet i årene op til forsøgte at rekruttere store stjerner, der kunne vinde guld ved slutrunden. Og det førte særdeles lukrative tilbud af sig.

Det afslører den danske håndboldstjerne Nikolaj Markussen i et interview med DR.

Han var en af dem, som det qatarske håndboldforbund forsøgte at overtale til at skifte statsborgerskab.

»Afhængig af resultaterne, så fik jeg at vide, at det godt kunne blive 15 til 20 millioner kroner, som jeg kunne ende ud med. Det var lidt afhængigt af, hvordan det gik med bonusser, og om jeg kom på holdet,« siger han i interviewet om tilbuddet, som han fik i 2011.

Nikolaj Markussen.
Nikolaj Markussen. Foto: Jonathan NACKSTRAND
Vis mere

Han fortæller videre, at tilbuddet kom uventet, da han havde overstået en træning. Det var hans daværende træner, Talant Dujshebaev, som ville høre, hvor Markussen stod i forhold til situationen.

Nikolaj Markussen endte som bekendt med at sige nej – og vandt året efter EM-guld med Danmark.

At optræde for Danmark var en drengedrøm for ham, hvilket var en af årsagerne til, at han sagde nej, forklarer han i interviewet.

Et par år senere, efter en økonomisk turbulent tid i hans daværende klub, Atlético Madrid, skiftede han kortvarigt til Qatar-klubben El Jaish Handball, hvor han var et halvt år, før han rejste hjem til Danmark.

Nikolaj Markussen under en landsholdssamling i 2019.
Nikolaj Markussen under en landsholdssamling i 2019. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Over for Holstebro Struer Dagblad forklarer han, at skiftet for ham var sportsligt. Men:

»Situationen i Spanien var ikke god for mig, og så kom der altså en mulighed for at komme videre. Hvis jeg vidste, hvad jeg vidste nu, så var jeg blevet i Spanien, men ja, det var svært at vide dengang,« siger han.

Samtidig er han helt enig i den kritik, der er rejst af Qatar som værtsland op til det nuværende VM, understreger han.

I årene op til VM har tusindvis af migrantarbejdere mistet livet i landet, hvor homoseksualitet tilmed er ulovligt.

Nikolaj Markussen spiller i dag hos TTH Holstebro. Tidligere har han optrådt i Skjern, Bjerringbro-Silkeborg og ungarske Veszprem.

Ud over EM-guld i 2012 har han vundet VM-guld i 2019. Han har scoret 142 mål i sine 68 landskampe.

Qatar endte med at vinde VM-sølv i 2015.