Mandag venter der en stor fejring af det danske håndboldlandshold, som skal hyldes på Københavns Rådhus.

De danske håndboldherrer er efterhånden vant til det.

For fjerde gang i træk vandt Danmark VM-guld, og for fjerde gang skal holdet fejres med rådhuspandekager og balkonhyldest.

Det vil ske mandag, hvor der venter et program, der varer det meste af dagen.

Håndboldherrerne, der søndag vandt 32-26 i VM-finalen over Kroatien, rejser fra Oslo mandag formiddag og lander i Københavns Lufthavn klokken 15.10.

Derefter køres holdet ind til Københavns Rådhus med forventet ankomst ved Rådhuspladsen omkring klokken 16.30.

Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), tager imod håndboldherrerne og ledsager dem til rådhusets festsal, hvor der holdes taler.

Derefter er der planlagt en balkonseance, hvor VM-guldvinderne mandag klokken 17.15 bliver hyldet foran de forsamlede mennesker på Rådhuspladsen.

Håndboldherrerne vil træde ud på balkonen på skift fem spillere ad gangen.

- De danske håndboldherrer har gjort det igen. For fjerde gang i træk står de øverst på podiet med guld om halsen og pokal i hånden.

- Det er en historisk sejr, som fortjener hyldest fra balkonen på Københavns Rådhus. Jeg håber, at fans og familier fra nær og fjern vil komme til København og hylde VM-guldvinderne, siger Lars Weiss i en pressemeddelelse.

Arrangementet forventes slut mandag klokken 17.35, og overborgmesteren vil ledsage holdet til hovedindgangen, hvor der tages afsked.

De firedobbelte verdensmestre vil efter planen forlade Rådhuspladsen mandag klokken 17.50.

Danmark har nu vundet VM-guld i 2019, 2021, 2023 og 2025.

/ritzau/