Camilla Andersens lillebror, Kristian Røseler Andersen, er afgået ved døden, 44 år gammel.

Det skriver lokalavisen Det Grønne Område.

Han sov stille ind efter længere tids sygdom og blev bisat i Virum Kirke den 7. februar.

Kristian Røseler Andersen var selv håndboldspiller, hvor han i mange år spillede for det tidligere storhold Virum-Sorgenfri HK. Her var ham med til at vinde DM i 1997.

Klubben bekræftede også dødsfaldet på sin Facebook-side tidligere i februar.

'Det er med stor sorg, at vi må meddele, at et af vor tidligere medlemmer Kristian Røseler Andersen er sovet stille ind 44 år gammel. Kristian startede i VSH som ung og spillede hele sin aktive karriere i VSH og var med til at vinde mesterskabet i 1997. Kristian var en glad, energisk fighter - altid med et smil på læben. Vores tanker går til hans efterladte.
Tak for alt, Kristian - hvil i fred,' skriver klubben.

Foruden Camilla Andersen var resten af familien også aktive håndboldspillere, hvor forældrene Tony Røseler og Gert Andersen begge var landsholdsspillere.

Kristian Røseler Andersen efterlader sig sin hustru, Joanna, og sin datter, Juliette.