Den tidligere svenske håndboldstjerne Per Carlén har kæmpet med kræft siden maj sidste år.

Og stik imod alle odds er han stadig i live, for efter at lægerne fandt tumorer i tyktarm, lever og lunger, fik han en regulær dødsdom.

Ti måneder senere er sygdommen tilbage i fase et.

»Jeg spurgte lægen direkte, hvor lang tid jeg havde tilbage. Hun sagde, at prognosen normalt er maksimalt fem år. Dengang og nu er det umuligt at tage ind, fordi jeg er en personl, der altid har været rask og sjældent på hospitalet. Det var meget tæt på, at jeg begyndte at græde,« siger han ifølge Aftonbladet.

Carlén var en del af legendariske Bengan Boys, der vandt alt i 1990'erne, og flere af hans tidligere landsholdskollegaer har støttet ham i hans sygdom.

En af dem er legenden Stafan Olsson.

»Jeg ved, han kæmper som bare fanden. Det er én ting, der er sikker. Jeg bliver så træt og vred på ordet kræft,« siger han til samme medie og fortsætter:

»Vi har primært haft kontakt på sms. Det er utroligt forfærdeligt, når man får sådan en besked. Hver gang, man gør det, går det fra at være trist og svært til at ville hjælpe så meget, man kan. Mine tanker går til hele hans familie med hans kone, børn og børnebørn. Det er hårdt for alle. Alle i vores familie ønsker og håber alt, vi kan på, at det bliver godt i sidste ende,« lyder det fra Olsson.

Carlén har både EM - og VM-guld på cv'et, mens han også har to OL-sølvmedaljer. Efter karrieren blev han træner - blandet andet for Bjerringbro-Silkeborg - og siden har han blandt andet arbejdet som tv-ekspert.