Ganske vist fylder han om to måneder 35 år. Men herrelandsholdets 'vildmand', Henrik Møllgaard, har spillemæssigt langtfra nået sidste salgsdato.
»Min selvtillid er i top i øjeblikket, og jeg glæder mig helt vildt til at repræsentere Danmark ved de næste dages Golden League.«
»Det er EM- og OL-sæson med masser af store kampe. Skal man med til de opgaver, gælder det allerede nu om at præstere på et højt niveau,« siger han forud for torsdag aftens duel i Aarhus mod Frankrig.
Senest lavede han fire mål, da hans klub, Aalborg Håndbold, sensationelt besejrede Flensburg-Handewitt 31-28 i Champions League.

»Vi har fået en fantastisk start på sæsonen,« siger Henrik Møllgaard med henvisning til, at nordjyderne ikke blot topper den hjemlige liga, men også deler førstepladsen i Champions League-gruppespillet med storklubberne FC Barcelona og Paris Saint-German.
Han kom i sidste sæson tilbage til Aalborg Håndbold efter en periode i den franske storklub Paris Saint-Germain.
»Jeg har det fedt med at spille i Aalborg, hvor vi råder over et hold med enorm bredde og kvalitet. Internationalt går vi efter at hæve niveauet yderligere. I bestræbelserne på det, synes jeg, vi er kommet langt. For tre år siden kunne vi på holdet godt acceptere et nederlag en gang imellem.«
»Nu er det sådan, at selv et nederlag i en træningskamp kan gøre hver enkelt spiller rasende. Det ser jeg som et sundhedstegn i den vinderkultur, vi har fået bygget op,« siger Henrik Møllgaard.
Han ser med stor optimisme på holdets videre skæbne i Champions League.
»Snakken om, hvorvidt vi kan avancere fra gruppespillet til turneringens knockout-fase, er vi efter vores fremragende start tæt på at være ude over. Derfor sigter vi nu højere,« siger Henrik Møllgaard og fortsætter:
»Så det er hold som PSG, Barcelona og Flensburg, vi nu sparker ud efter. Jeg kan ikke se, hvad der skal kunne stoppe os. Så hvorfor er det egentlig ikke os, der vinder Champions League i denne sæson?«
»Vi er godt klar over, at det bliver svært. Men der er fin bund i vores hold, og når man som os kan besejre Flensburg hjemme, kan man altså spille lige op mod mange hold. Jeg er med på, at vi skyder efter stjernerne, men jeg tror, man er nødt til at sigte højere, end hvad der er realistisk, for rent faktisk også at have muligheden for at overpræstere,« lyder Henrik Møllgaards slutreplik.
