De danske håndboldkvinder uddelte øretæver til Tjekkiet i torsdagens kamp i EHF Euro Cup.
Det endte med at blive en storsejr på 30-20 over Tjekkiet, der er en af fem værter for europamesterskaberne senere på året.
Kathrine Heindahl gjorde comeback, da stregspilleren kom på banen i første halvleg, hvor klasseforskellen var mest tydelig.
Danmark viste i perioder ganske udmærket angrebsspil, som da fløjspilleren Emma Friis gjorde det til 13-3.
Kort efter øgede Stine Nørklit Lønborg til 14-3 med den niende danske scoring i træk.
Tjekkerne reducerede til 4-14, men der gik over et kvarter mellem Tjekkiets tredje og fjerde scoring.
Den danske målvogter Anna Kristensen blev noteret for en redningsprocent på 46 i de første 30 minutter.
For danskernes vedkommende handlede det om at bevare koncentrationen i det, der skulle vise sig at blive en meget overbevisende sejr.
Efter en pauseføring på 17-7 var der dog langt mere jævnbyrdighed mellem de to mandskaber i anden halvleg.
Tjekkerne fulgte lige pludselig bedre med på måltavlen, mens landstræner Helle Thomsen fik roteret rigeligt blandt alle spillere i truppen. Det gik ud over kvaliteten på det danske hold.
Amalie Milling tog ikke lige så godt fra mellem stængerne, og tjekkerne havde bedre held med at få scoret på det danske forsvar.
Trods mindre skarphed i anden halvleg endte det med en komfortabel sejr til Danmark på ti mål.
Emma Friis og Julie Scaglione blev delte danske topscorere med seks mål hver.
For Tjekkiet skilte Eliska Desortova sig ud med ti mål som kampens suveræne topscorer.
/ritzau/
