Direktør Henrik Dahl bliver smidt på porten i Viborg HK efter fire år. Klubben kæmper med økonomien.

Håndboldklubben Viborg HK skal på jagt efter en ny daglig leder.

Onsdag meddeler den tidligere stormagt i dansk damehåndbold, at direktør Henrik Dahl er fortid i klubben, der kæmper for at få økonomien til at hænge sammen.

'Det er ingen hemmelighed, at økonomien i Viborg HK er en udfordring, og der arbejdes intenst på at skabe et bæredygtigt grundlag for klubben fremadrettet, så de sportslige ambitioner fortsat kan opretholdes.'

'Derfor vil der udover at øge indtægterne i klubben også blive kigget på omkostningerne - og det er blandt andet i den forbindelse, at Henrik Dahl stopper,' skriver klubben i en pressemeddelelse.

Henrik Dahl overtog direktørjobbet i Viborg i marts 2015 og nåede næsten fire år på posten.

Bestyrelsesformand Jørgen Hansen indtræder midlertidigt som daglig leder i Viborg HK, mens bestyrelsesmedlem Jens Jakobsen midlertidigt bliver bestyrelsesformand.

Viborgs 14-foldige danmarksmestre i damehåndbold ligger aktuelt på en syvendeplads i HTH Ligaen inden grundspillets sidste tre spillerunder.

/ritzau/