En syv år gammel klumme skrevet af den tidligere håndboldstjerne og nuværende cheftræner for Århus Håndbold, Erik Veje Rasmussen, har i disse konfliktdage fået et opsigtsvækkende comeback på de sociale medier.
I klummen, som du kan genlæse nederst i artiklen, tilbyder Erik Veje Rasmussen sit syn på den daværende lønstrid mellem Dansk Håndbold Forbund (DHF) og de kvindelige landsholdsspillere.
Og på Twitter har brugere bemærket, at håndboldpersonlighedens synspunkter passer som fod i hose til den nuværende konflikt mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og de danske landsholdsstjerner.
»Blev i dag gjort opmærksom på den her klumme, som Erik Veje skrev i 2011. 7 år senere...,« skriver den administrerende direktør i København Håndbold, Janni Møller Thomsen, eksempelvis.
Erik Veje Rasmussen selv er overrasket over, at hans klumme har fået nyt liv - mens han synspunkt har ikke rykket sig en centimeter i de syv forgangne år. Landsholdet er - ifølge håndboldtræneren - ikke en arbejdsplads. Det er et privilegium, som de fleste danskere vil give en legemsdel for at være en del af.
»Men det er sjovt, hvordan det i denne konflikt fremstår, at det er DBU og Spillerforeningen, der er de to parter i denne sag. Og derfor lykkes Mads Øland (direktør i Spillerforeningen, red.) med at få det her til at ligne en arbejderkamp. Men DBU er altså ikke et aktieselskab, der går ud og køber store bøffer for overskuddet. Så i virkeligheden er de to parter Spillerforeningen og forenings-Danmark - altså fodboldklubberne, der gerne vil lave en fodboldskole eller have bedre materialer,« fortæller Erik Veje Rasmussen til B.T. og fortsætter
»Enten skal pengene løbe ned i nogle i forvejen bugnende pengepunge hos spillerne, eller også skal de havne rundtomkring i fodbold-Danmark. Det er tragisk at se, hvordan det lykkes at få fremstillet DBU som en ligeværdig modpart på arbejdsmarkedet, som gerne ville have fingre i en sum penge. Men det er jo for pokker ikke et privatkapitalistisk selskab!«
HERUNDER KAN DU LÆSE ERIK VEJE RASMUSSENS SYV ÅR GAMLE KLUMME OM LØNSTRIDEN MELLEM DANSK HÅNDBOLD FORBUND.
----------- ------------
»Da jeg var teenager og fandt ud af, jeg var god til håndbold, opstod der en masse drømme om at komme til tops inden for sporten. Jeg drømte om landsholdet, om at blive professionel, blive kendt, blive verdensmester. Jeg spillede som professionel i en række europæiske klubber, indtil der kom lidt vrøvl med det ene knæ som 39 årig, hvorefter jeg fortsatte som træner i Flensborg.
Jeg havde på intet tidspunkt følelsen af at være arbejdstager. Jeg var håndboldspiller og nød et super privilegium - at kunne leve af det. Igennem 20 år på topplan glædede jeg mig hver eneste gang, vi skulle træne, ligesom det var verdens fedeste oplevelse at løbe ind til en vigtig kamp med 6000 tilskuere i ryggen. Den dag i dag ville jeg ønske, at jeg kunne få 10 år mere som håndboldspiller.
Jeg ved ikke, hvad eller hvem der er den skyldige, men det er lykkedes for nogen, der måske har haft en eller anden personlig interesse i det, måske et lille hævnmotiv, måske en enorm trang til at blive taget mere alvorligt i det omkringliggende samfund, at bilde tophåndboldspillerne ind, at de ikke er super heldige privilegerede håndboldspillere, men derimod hårdtarbejdende arbejdstagere.
Spillerne i rækkerne fra 1. division og ned i serierne kommer for de flestes vedkommende til træning, træner hårdt, betaler kontingent og har det sjovt. De, som får opfyldt drømmen om at komme til tops og endda kan leve af det, for dem er det samme nu hårdt slid og arbejde. Hele retorikken handler om 'vi har arbejdet stenhårdt', vi lider afsavn.
Man foranlediges til at tænke: 'Hvor er de dog heldige, de, som ikke får penge for at spille håndbold, for de har det skide skægt. De, som får høje lønninger, for dem er det en lidelse'.
Nu har vi så den altødelæggende konflikt omkring damelandsholdet. Her er det lykkedes at skabe et fantastisk billede af en eller anden stor fed kapitalist i egenskab af DHF, som udbytter arbejderklassen personificeret i damelandsholdsspillerne for hans egen vindings skyld. De dygtige, hårdtarbejdende spillere udnyttes på det groveste. Billedet er nærmest absurd.
Det er mig den dag i dag en gåde, hvordan det er lykkedes at skabe den tanke, at de landsholdsspillere, som på et given tidspunkt har været så superheldige at slippe gennem nåleøjet og få lov til at deltage på landsholdet, måske endda til et mesterskab, skulle være berettiget til en eller anden given andel af det over- eller underskud, som måtte komme.
DHF bidrager ganske vist meget uklogt selv til denne misforståelse ved at fremlægge regnskabstal for spillerforeningens repræsentanter og antyder derved, at der er en sammenhæng mellem, hvad forbundet indtjener, og spillernes bonus.
Det er ikke som i en privatkapitalistisk virksomhed sådan, at pengene enten går til medarbejderne eller ryger ind på kontoen hos ejeren. DHF er sommerlejr, DHF er udviklingskonsulenten i Kreds 2. Spørgsmålet er i sin enkelthed, om der skal arrangeres en håndboldcamp i Helsinge, Ringsted og Køge, eller om Bo Spellerbergs skal have yderligere en million for at spille på håndboldlandsholdet.
I denne 'Arbejdstagerleg, som for et par år siden nåede sit foreløbige højdepunkt, da spillerforeningen lavede en mindre aktion for at få indført strejkeret, en aktion, hvor stort set ingen dansk håndboldspiller kendte konfliktens indhold, og som vist bedst kunne omskrives til retten til at skyde sig selv i foden eller i panden, er vi nu kommet til kollektiv nægtelse af at stille op på damelandsholdet på grund af halveringen af lønnen.
Argumentationen fra HSF lyder blandt andet på, at det er landsholdet, der tjener pengene ind til DHF.
Og ja, det er håndboldlandsholdet, det til enhver tid værende håndboldlandshold. Men det betyder da ikke, at de spillere, som bliver udtaget, skulle have ret til de penge, der spilles ind. Hvor fanden kommer tanken fra?
Håndbold-Danmark skaber disse spillere ude i klubberne, giver dem gode trænere, gode oplevelser, en omfattende talentudvikling og nogle enkelte rammer toppen. Hvorfor i himlens navn skulle disse spillere, der i øvrigt som følge af deres landsholdsdeltagelse får forøget deres værdi betydeligt ude i klubberne, have de penge, der tjenes ind?
Indtægterne kommer, fordi håndbold giver gode oplevelser til det lokale puslingepigehold, til de fans og tilskuere, der bakker op om klubberne, og til de sponsorer, der oplever intensitet, nærvær og imødekommenhed, der hvor de nu vælger at lægge deres sponsorater.
Indtægterne kommer, fordi Dansk Håndbold Forbund har en række frivillige over hele landet, som stiller op, når der er brug for dem. Uden alt det var landsholdet intet.
Det er håndbolden i Danmark, der tjener pengene. Det er os alle sammen.
Spørgsmålet, om DHF har råd til at betale det samme som hidtil, det dobbelte eller det halve, til spillerne på landsholdet, er fuldstændig ligegyldigt.
Spillerne burde efter min opfattelse slet ikke have indblik i DHF’s økonomi. Det vedrører ikke spillerforeningen, hvad DHF har af indtægter, og hvordan man prioriterer at bruge pengene.
Vil DHF hellere have midler til at udvikle håndbolden på Lolland-Falster, lave en håndboldcamp i Nordsjælland eller bruge ressourcer på at få håndboldspillet udbredt på skolerne frem for at give dem til nogle landsholdsspillere, er det fuldt legitimt.
Spillernes arbejdsgivere er klubberne. Der skal de bare gå til den og få forhandlet de bedst mulige kontrakter på plads. Her gælder kun den stærkes ret, og da konkurrencegenet og passionen også findes i klubberne, er der mange, som er villige til at begive sig ud på den økonomiske afgrunds rand.
Michael Sahl Hansen, direktør i HSF, må ikke have været ved sine fulde fem, da han for nylig gik ud og sammenlignede spillernes kontraktlige forhold i klubberne med hvid slavehandel. Men han har selvfølgelig en pointe i, at det ikke burde stå i standardkontrakten, at hvis man er udtaget til landsholdet, så har man en forpligtelse til at være med.
I stedet burde der indføres en passus om, at hvis man ikke ønsker at deltage på landsholdet trods udtagelse, medfører det en genforhandling af kontrakten, da det høje beløb, man normalt indtjener i sin klub, er betinget af ens status som landsholdsspiller. Den ændring kan jeg kun opfordre til at få indført.
Efter rigtigt mange år i gamet sidder jeg tilbage med en sørgelig oplevelse af, at der i denne landsholdskonflikt er en masse unge, ambitiøse håndboldspillere, som er blevet gidsler i et spil drevet frem af nogle alfahanner og -hunner, som ikke har ret meget i klemme, som har fået deres ambitioner og drømme opfyldt eller opgivet samme, men som ikke holder sig for gode til at bruge de øvrige spillere som brikker i et spil, der mest af alt lugter af magtkamp.
Det er rystende at høre vedholdende rygter om, at Fodboldspillerforeningens formand, Mads Øland, sidder i baggrunden og som en anden dukkefører trækker i trådene i denne komedie – eller tragedie, er det vel nærmere.
Det forhold, at Bo Spellerberg har ringet rundt til unge piger på 18-19 år og truet dem med bål og brand, hvis de fastholder deres deltagelse på landsholdet, er så pinligt, at det er forbavsende, at håndboldspillere kan bruge sådan en repræsentant til at varetage deres interesser.
Det er nærmest hysterisk morsomt, når man hører Lars Christiansen og Jon Dahl Tomasson tale om skruebrækkeri og tage ordet solidaritet i deres mund. De er ude med påstanden om, at det her aldrig kunne ske på herrelandsholdet og fodboldlandsholdet. Det tror jeg, de har helt ret i.
Jeg er helt sikker på, at de to pågældende til hver en tid vil erklære sig solidarisk med personer, der forsøger at skaffe yderligere goder og indtjening til sig selv. Men det vil interessere mig voldsomt at høre de to solidaritetshungrende om, i hvilket omfang de i øvrigt har forholdt sig solidarisk, når medspillere er blevet ekskluderet af deres klubber, ikke har fået, hvad der er blevet lovet dem i dette benhårde konkurrencemiljø, og hvor solidaritet med den enkelte og vedkommendes skæbne ville have kostet noget for dem selv.
Det er i al fald ikke den erfaring, jeg har gjort mig.
Hvis det at være håndboldspiller er et ubehag, et slid, et hårdt arbejde, så skynd jer at finde et andet arbejde. Kun meget meget få spillere får en højere livsindkomst ved at spille håndbold end ved at lade være.
Og synes man personligt, og her mener jeg virkelig personligt, at landsholdet ikke er værd af spille på, fordi det ikke honoreres godt nok, skal man da bare sige fra. Men ikke, fordi der er nogle pampere eller gamle spillere, som ikke selv har noget i klemme der, prøver at fremstille et kollektivt selvmord som heroisk.«
