De danske håndboldherrer er i sorg.

For deres holdleder igennem 20 år, Kai Johannsen, er død efter kort tids sygdom.

Det oplyser Dansk Håndbold på sin hjemmeside.

»Et samlingspunkt for herrelandsholdet gennem næsten 20 år er her ikke længere. Kai Johannsen døde efter kort tids sygdom natten til tirsdag 17. september,« står der.

Landstræner Nikolaj Jacobsen ved siden af Kai Johannsen efter VM-guldet i 2023.
Landstræner Nikolaj Jacobsen ved siden af Kai Johannsen efter VM-guldet i 2023. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Her har forbundet ligeledes delt nogle rørende mindeord om manden, der blev betragtet som samlingspunktet på landsholdet af alle de danske håndboldstjerner:

»Kai Johannsen har pakket den sidste taske med kamptrøjer og leveret sin sidste drillende kommentar i landsholdslejren.«

»Spillertrupper ændrer sig, men altid har Kai Johannsen været det faste anker på bænken, der har haft styr på alle de små detaljer, så spillere og trænere har kunnet holde fokus på banen,« lyder det.

Også den danske landstræner, Nikolaj Jacobsen, er dybt berørt over dødsfaldet.

»Kai var et helt fantastisk menneske, som har haft en enorm betydning for landsholdet. Han har været med gennem hele dansk herrehåndbolds succesperiode og har haft stor indflydelse på det gode sammenhold og det stærke miljø, der er bygget op på holdet,« lyder det fra landstræneren.

Kai Johannsen har været holdleder for landsholdet i mere end to årtier, men han var på grund af sygdom nødt til at melde afbud til sommerens OL i Paris.

Og derfor hyldede landsholdets assistenttræner, Henrik Kronborg, da også den populære holdleder, da holdet skulle modtage guldmedaljen i den franske hovedstad.

Her bar han nemlig en t-shirt med et billede af Kai Johannsen, som flere af spillerne kyssede, da triumfen var sikret.

Noget, som landsholdsstjernen Henrik Møllgaard satte et par ord på efter OL-finalen.

»Vi savner ham og tænker ekstra på ham i dag. Vi sender ham de varmeste tanker og håber, at han har det godt,« lød det dengang.

Kai Johannsen blev 64 år.