Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Ganske vist er der længe til, at de når en så høj alder, at tiden er kommet til lægge håndboldskoene på hylden. Men ikke desto mindre har landstræner Jan Pytlicks spillere - trods en gennesnitsalder på blot 25 år - gjort sig tanker om den jobmæssige fremtid.

Mens holdets yngste, Anne Mette Hansen, leger med tanken om at blive dyrepasser, fortæller den læreruddannede Mette Gravholt, at hun godt kunne tænke sig at blive viceskoleinspektør.

- Jeg elsker dyr. Derhjemme har vi en dansk-svensk gårdhund, fortæller Anne Mette Hansen.

Mette Gravholt forklarer sin drøm således:

- Jeg trives i jobbet som lærer. Men jeg kan også godt tænke mig at arbejde med organisation. I viceskoleinspektør-jobbet føler jeg, at tingene kan gå op i en højere enhed for mig, siger Mette Gravholt.

Den hårdtskydende back, Stine Jørgensen, er i gang med at lægge planer sammen med kæresten Jan Ø. Jørgensen, der er blandt verdens bedste badmintonspillere.

- Vi har talt om, at det kunne være sjovt at have en kaffebar sammen, siger Stine Jørgensen, der også drømmer om at få to-tre børn.

BT har spurgt samtlige 16 danske landsholdsspillere om, hvad de gør sig af tanker og drømme om fremtiden.


Ann Grete Nørgaard
- Jeg er uddannet lærer, og underviser ved siden af håndbolden på en efterskole i Viborg. Men jeg kan ikke forestille mig, at jeg kommer til at arbejde i en folkeskole. Den ny reform lægger op til ufleksibilitet.

Sandra Toft
- Jeg har ingen konkrete fremtidsplaner. Måske bliver jeg håndboldtræner? Måske bliver jeg håndbold-ekspert på TV? Jeg kunne godt tænke mig at overtage Trine Nielsens job. Men økonomi interesserer mig også. Måske bliver det indenfor dette felt, jeg engang kommer til at arbejde.

Louise Burgaard
- Engang tænke jeg på at arbejde indenfor medie- og kommunikations-området. Nu går mine tanker mere i retning af reklamebranchen. Men jeg har ingen konkrete planer. Ved siden af håndboldkarrieren er jeg i min fritid mentor for to ni-årige piger, som jeg hjælper med dansk-lektierne.

Maria Fisker
- Til sommer er jeg uddannet sygeplejerske. Så mon ikke jeg i fremtiden kommer til at arbejde på et hospital.

Kristina Kristiansen
- Jeg elsker børn. Så måske ender jeg som pædagog. Men det er slet ikke noget, jeg tænker på endnu. Planen er at jeg fortsætter med at spille håndbold til jeg fylder 40 år.

Susan Thorsgaard
- Jeg læser ernæring og sundhed på VIA University College i Aarhus. Så det bliver indenfor dette område, at jeg efter håndboldkarrieren skal have et civilt job.

Trine Østergaard
- Jeg er ved at tage en kontoruddannelse. Min jobmæssige drøm går dog i en noget anderledes retning. Jeg kunne godt tænke at blive min egen chef. Måske på en café eller i en butik.

Maibritt Kviesgaard
- Først færdiggjorde jeg en uddannelse som beklædningshåndværker. Nu er jeg i gang med at uddanne mig til fysioterapeut. Jeg har jo været en del skadet i min karriere, så jeg er blevet interesseret i kroppens funktioner. Når jeg engang er færdig med at spille håndbold, kunne jeg godt tænke mig at få et jo indenfor dette område.

Pernille H. Larsen
- Jeg ville gerne have læst til fysioterapeut. Men det er svært at komme ind på uddannelsen i København. Nu går mine planer mere i retning af at blive enten ergoterapeut eller akupunktør.

Stine Jørgensen
- Efter karrieren skal jeg stifte familie. Planen er at jeg skal have to-tre børn. Lige nu er jeg ved at uddanne mig til ergoterapeut, men sammen med min kæreste (badmintonspilleren Jan Ø. Jørgensen, red.) har jeg planer om at blive indehaver af en kaffebar.

Louise Svalastog
- Jeg er allerede godt i gang med fremtidsplanerne. Sammen med Mikkel Kessler (prof-bokser, red.) har jeg på internet-sitet "fit.nu" startet mit eget træningskoncept. Min interesse går i retning af kost og sundhed.

Line Jørgensen
- Jeg har læst idræt på Syddansk Universitet. Nu er jeg i gang med en fysioterapeut-uddannelse. Jeg synes nemlig, at kroppen er vildt spændende.

Rikke Poulsen
- Det første, jeg vil gøre, når jeg ikke længere spiller håndbold på topplan er, at jeg skal rejse jorden rundt. Herefter vil jeg uddanne mig til psykoterapeut, og se om jeg kan få børn. Og gerne tvillinger. Så er dét overstået...

Mette Gravholt
- Jeg er jo uddannet folkeskolelærer. Og selv om jeg trives i det job, kunne jeg godt tænke mig at blive viceinspektør på en skole. På den måde kan jeg både undervise og administrere. Det tror jeg vil passe mig godt.

Anne Mette Hansen
- Lige nu overvejer jeg tingene. Én af mine jobmæssige idéer går ud på, at jeg skal være idrætslærer. Men jeg overvejer også at blive dyrepasser.

Lotte Grigel
- Jeg interesserer mig for design, og læser DesignKultur og Økonomi på Syddansk Universitet i Kolding. Planen er, at jeg efter håndboldkarrieren bliver ansat i en virksomhed til at tage sig af designmæssige ting.