Gudmundur Gudmundsson havde svært ved at kapere det.

»Det var jo latterligt og meget mærkeligt at kigge på,« sagde træneren for det islandske VM-hold.

Søndag aften måtte han sluge et nederlag på 25-32 til Spanien, men det var især dommernes ageren i kampen, han  ikke kunne forstå.

»Jeg har aldrig før oplevet, at armen er kommet op så ofte, som når Spanien var i angreb, og dommerne fløjtede aldrig for angrebsfejl. De kunne bare spille og spille og spille og spille. Det var jo latterligt og meget mærkeligt at kigge på,« sagde Gudmundur Gudmundsson til TV 2 Sport.

Gudmundur Gudmundsson har indtil videre tabt to af to kampe ved VM.
Gudmundur Gudmundsson har indtil videre tabt to af to kampe ved VM. Foto: ANDREAS GEBERT
Vis mere

Han var træneren, der førte Danmark til OL-guldet i Rio, hvorefter han i en uskøn affære efterfølgende endte med at trække sig som landstræner.

Nu står han i spidsen for sit hjemlands håndboldtropper.

Ved det igangværende VM har der dog ikke været meget at glæde sig over for den islandske træner. Island har indtil videre tabte to af to kampe ved VM-slutrunden.

Og i kampen mod Spanien mente Gudmundur Gudmundsson, at dommerne behandlede de to hold forskelligt.

Mens Spanien fik lov at trække angrebsspillet ud, forholdt det sig anderledes med de islandske spillere. Mente landstræneren.

»Vi kæmpede meget og armen røg op. Jeg tror, det skete 15 gange, så vi fik aldrig muligheden for at afslutte vores angreb. Det var uheldigt, og det gjorde det virkelig svært for os. Modsat fik Spanien lang tid i deres angreb. Derfor scorede de, og det var meget frustrerende for mit hold,« sagde Gudmundur Gudmundsson.

Han mente også, at det islandske hold undervejs fik for mange to-minutters-udvisninger: Hele syv styk.

Islands næste kamp ved VM er mod Bahrain, det er allerede mandag.

Også Danmark spiller mandag - det er mod Saudi-Arabien. Den kamp kan du følge live her hos B.T. fra kl. 20.15.