Den islandske landstræner Gudmundur Gudmundsson var pavestolt over sit islandske hold, der gav Danmark kamp til stregen ved den første mellemrundekamp.

Op til kampen var Island ramt af hele seks coronatilfælde, der har forpurret EM-chancerne. Gudmundsson frygter, at kampen mod Danmark var Island sidste ved EM.

Ja, han mener endda, EM kan være ovre om få dage. Det islandske landshold har ifølge den tidligere danske landstræner oplevet chokerende forhold på hotellet i Budapest. Det fortæller han til B.T. efter 24-28-nederlaget til Danmark.

Hvor svært var det for dig som træner med den optakt?

Foto: BERNADETT SZABO
Vis mere


»Jeg har ingen kontrol over situationen. Vi frygter, vi får flere coronatilfælde. Det frygter vi. Nu har vi haft seks på 24 timer. Og vi fik én til i dag. Vi har været testet morgen og aften. Vi er blevet testet hele tiden, så jeg frygter mere smitte.«

Frygter du for resten af jeres turnering?

»Ja, det gør jeg. Vi har snakket om, at det her måske var vores sidste kamp. Vi ved det ikke. Det er umuligt at vide, hvad der sker nu.«

Hele EM er ramt af markant smitte. Hvordan forholder du dig til den situation?
»Vi er chokerede. Vi har passet meget godt på. Vi har investeret en masse penge i vores boble i Island. Vi har de bedste masker, masser af håndsprit og det hele. Vi har talt med spillerne om det hele. Det er kommet på stribe. Nu er vi så her. Pludselig er der seks positive. Hvad ved jeg, hvad der sker i morgen?«

Er det forholdene, du er chokeret over?

»Jeg synes ikke, at forholdene er gode nok. Det må jeg sige. Jeg er mega skuffet over det. Hvordan man har gjort det på. Først i gruppespillet er vi tre hold på hotellet. Der var turister over alt! Som løb rundt uden maske, uden at spritte af. Turister! Over alt. Også nede i.. Hvad hedder det...«

I jeres madsal?

»Ja! De sad dér. Og nu har de så samlet seks hold på samme hotel! Holland, Kroatien, Montenegro har smitte. Man bringer dem alle sammen her. Hvorfor helvede er det sådan? Har man ikke hoteller i Budapest? Så man kan reducere risikoen ved at sende hold ud på forskellige hoteller.«

Tror du, at EM bliver færdigspillet?I
»Nej, jeg tror, der kan spilles videre i to-tre dage. Så kan det være slut. Men jeg ved det selvfølgelig ikke. Det kan ske. Det er min mening,« lyder den dystre spådom fra Gudmundsson.

Islændingen sender en stor rose til Mathias Gidsel. Og sit eget hold.

»Jeg synes, vi spillede virkelig godt i første halvleg. Især i angrebet. Det var meget, meget godt fra vores side. Men vores forsvar var ikke godt, og Danmark havde Mathias Gidsel som bedste mand i dag. Fantastisk fra ham i første halvleg. I anden halvleg fik vi styr på forsvaret, og Danmark havde det svært ved at lave mål« siger han og slutter:

»Men vi er kun 14. Vi mangler seks nøglespillere på holdet. Det kunne man se. Vi havde ikke alternativerne.«

 

Andre læser også