Han er tidligere profil i den danske håndboldliga, stiller op til folketinget til næste valg, er træner for Horsens Håndbolds ligahold og det grønlandske kvindelandshold. 

Og så er han grønlænder med solidt fodfæste i Danmark, hvor han har været i adskillige år. 

Han mener, at der i denne tid er fare for at tegne et skævt billede af grønlændernes holdning til rigsfælleskabet.

»Vi skal modstå den trussel, der kommer fra den amerikanske administration og de få procents højrenationalistiske kræfter i Grønland - både Grønland og Danmark,« siger Jakob Larsen, der stiller op for Radikale Venstre ved det kommende folketingsvalg.

»Hvis nogen i Danmark har troet, at rigtig mange grønlændere bare vil væk fra Rigsfælleskabets lænker, så må de tro om igen.«

»Den sidste uge har vist, at fællesskabet og kærligheden er stor, og vi er forbundne med blodets bånd. Det kan man ikke bare skylle ud med kloakvandet.«

Et dansk Hercules-fly i Nuuks internationale lufthavn.
Et dansk Hercules-fly i Nuuks internationale lufthavn. Alessandro Rampazzo/AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge Larsen har det skabt en vis ro, at en række NATO-udsendte militærfolk fra mange lande er ankommet til Grønland.

»Der er en reel bekymring om, hvorvidt USA kunne finde på at sende et par skibe eller et Hercules-fly (stort militært transportfly, red.).« 

»Personligt har jeg set en del udtalelser fra kongres- og senatsmedlemmer i USA, og jeg tror ikke, det kan lade sig gøre at gennemtrumfe det, for der trods alt stadig regler i USA.«

Han giver heller ikke meget for udbruddet, som Donalds Trumps pressesekretær Karoline Leavitt kom med, hvor hun slog fast, at den omtalte 'arbejdsgruppe' mellem landene arbejdede for at finde en måde, hvorpå USA kunne overtage Grønland.

»Jeg tror, det er spin. Det er bare for at få folk til at bekymre sig endnu mere. Det er hans syge forhandlingstaktik.«

Han har et budskab til det grønlandske folk.

»Jo mere vi er uenige og taler med flere tunger, desto værre bliver det.«

»Vi har ytringsfrihed i Grønland, og der er selvfølgelig nogle, der synes vi skal være selvstændige eller tilhøre USA, men det er et fåtal. De får uforholdsmæssig meget taletid.«

Lørdag går han til demonstration i Odenses gader, hvor han håber at endnu flere vil høre hans stemme.