Bagmænd fra Kosovo manipulerede opgøret mellem GOG og Kadetten Schaffhausen i European League i oktober.

Det føler GOG-træner Nicolej Krickau sig overbevist om. Det fynske håndboldhold tabte 28-29 til schweizerne. Inden opgøret modtog Krickau og flere andre i GOG-lejren blandt andet adskillige opkald fra kosovoske nummer, samme land som kampens to dommere kom fra, hvor der dog ikke var nogen i den anden ende.

Krickau fortæller desuden, at han allerede havde en “underlig fornemmelse”, da han forlod banen i Schweiz efter nederlaget, på grund af flere mærkværdige dommerkendelser.

- Jeg sidder stadig den dag i dag med alle de informationer, vi har, og er fuldstændig overbevist om, at den kamp var fixet. Ikke fra Kadettens side, men fra nogle bagmænd i Kosovo, siger Nicolej Krickau til TV2 Sport.

Det er denne kamp, som Krickau mener var fixet.
Det er denne kamp, som Krickau mener var fixet. Foto: sportxpress
Vis mere

Flere spiludbydere - herunder Danske Spil - lukkede kort før kampen for alt spil på opgørets udfald. Efterfølgende meldte Danske Spil, at selskabet havde oplevet »en uregelmæssig oddsudvikling«, og dette meldte Danske Spil til GLMS, der står for Global Lottery Monitoring System og er en alliance, der overvåger og bekæmper manipulation af sportskonkurrencer.

En indledelse undersøgelse af kampen foretaget af Det Europæiske Håndboldforbunds (EHF) samarbejdspartner Sportsradar viste ikke noget mistænkeligt ved kampen. Til TV2 Sport oplyser EHF dog, at man nu vil tage et ekstra kig på opgøret.

/ritzau/