Det så godt ud undervejs for GOG i bestræbelserne på at komme i kvartfinalen i Champions League. Fynboerne var foran med seks mål i anden halvleg, inden det hele blev smidt væk.
GOG endte med at tabe 33-34 hjemme til Nantes i den første af to kampe om at komme i kvartfinalerne i Champions League.
Nantes scorede de sidste tre mål i kampen efter flere uforståelige fynske boldtab.
Det lignede nærmest et mentalt kollaps for GOG i slutminutterne. Boldene blev smidt væk, og franskmændene scorede to af de sidste tre mål i tomt net.
Nantes, som fortsat ikke har tabt en kamp i år, leverede dermed et comeback i anden halvleg.
GOG gik til pause med en føring på 19-16, og med tre mål i starten af anden halvleg var der pludselig stor optimisme i Svendborg.
Vinderen af dobbeltopgøret skal møde Barcelona i kvartfinalen, og det er Nantes nu storfavorit til.
Da det så bedst ud, bragte Frederik Bjerre GOG foran 22-16 i starten af anden halvleg, og det var en solid og overraskende stor fynsk føring. Frederik Bjerre blev kampens topscorer med 11 mål.
Franskmændene kæmpede i resten af tiden for at barbere de seks mål ned til et minimum.
Det lykkedes for Nantes at reducere til 28-29, og dermed så det pludselig skidt ud for GOG før returkampen. Men det skulle blive endnu værre.
Hjalte Lykke bragte med sit ottende mål GOG foran 33-31, og optimismen spirede igen hos hjemmeholdet, som også jagtede en føring på tre mål.
Men det hele blev smidt væk til slut. To boldtab endte i franske hænder, som takkede for gaverne med nemme scoringer i det tomme net.
I slutsekunderne kæmpede GOG for den sejr, der havde luret lige om hjørnet i det meste af kampen.
Men den sidste chance blev brændt, og udeholdets Aymeric Minne nåede at score sejrsmålet til 34-33 i sidste sekund.
/ritzau/
