I en intens duel i Svendborg måtte GOG og TTH Holstebro nøjes med et point hver efter en nervepirrende afslutning.

Gæsterne fra Holstebro havde ellers føringen i størstedelen af anden halvleg, men GOG gnavede sig tilbage i torsdagens kamp, som til sidst endte 29-29.

Det var fynboerne, der pressede på i det sidste minut, men det lykkedes ikke at få den afgørende scoring.

GOG er dog stadig ubesejret efter de første tre runder i herrernes håndboldliga. Ribe-Esbjerg er det eneste hold, der har vundet alle tre kampe, mens GOG ligger på andenpladsen med fem point.

TTH Holstebro har tre point efter de første tre runder.

GOG kom godt fra start med en tidlig 3-0-føring, men TTH Holstebro fandt rytmen, og godt et kvarter inde i første halvleg bragte Eskil Reitan gæsterne foran første gang med 9-8.

Modsvaret kom prompte fra fynboerne, men TTH Holstebro sluttede første halvleg godt af med et par scoringer fra William Aar og et straffemål fra Magnus Storgaard Pedersen, der gav gæsterne en snæver 13-12-føring ved pausen.

I anden halvleg holdt TTH Holstebro fast i føringen. Med ti minutter tilbage var gæsterne foran 26-24, da GOG's Lasse Balstad blev udvist i to minutter.

Kort efter lavede Hjalte Lykke først en vigtig bolderobring og scorede i tomt mål, før han kort efter udlignede. Dermed var der spænding i opgøret helt til det sidste.

Hjalte Lykke fortsatte sit gode spil og fik hjælp af et par vigtige scoringer fra Lasse Vilhelmsen.

Til sidst var det også GOG, der havde de største muligheder for at afgøre kampen, men TTH Holstebro holdt stand og fik trods alt et uafgjort resultat med hjem.

GOG's Hjalte Lykke og TTH Holstebros Eskil Reitan blev topscorere for deres respektive hold med ti mål hver.

Tidligere torsdag aften sikrede Bjerringbro-Silkeborg Håndbold sig sin første sejr i sæsonen på udebane mod Sønderjyske.

Det var ellers en jævnbyrdig affære i første halvleg, men Bjerringbro-Silkeborg tog kontrol over kampen efter pausen og dominerede den sidste halve time. Det endte med en sikker sejr på 33-28.

Gæsternes Lasse Sund Lid leverede en stærk offensiv præstation og scorede 12 mål i sejren.

RITZAU