»Jeg skal træne med nu. Det er mega godt, yes!«

Casper U. Mortensen havde en god besked til landstræner Nikolaj Jacobsen. Den lynhurtige fløj er nemlig klar igen efter at have siddet ude af Danmarks seneste to kampe.

Han har været en tur på løbebåndet for at teste sit venstre knæ, og onsdag aften skal han også ud i nogle lidt mere håndboldagtige bevægelser på gulvet i Sportscenter Herning. Men turen på løbebåndet gik fortrinligt.

»Det gav mig en lille smule tryghed i den forstand, at jeg kunne bevæge knæet, uden det går i stykker. For det gjorde det ikke fra i går til i dag. Så mavefornemmelsen er fin nok, og det er også bare vigtigt, at jeg også har den tryghed, at jeg ved, at det ikke kan gå galt. Selvfølgelig er der altid den risiko, men det er væske i knæet - og der er ikke noget, der er revet over. Det er positivt, siger Casper U. Mortensen.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og det er en vigtig tilføjelse til den danske trup inden braget mod Norge torsdag.

For selvom Magnus Landin har været flyvende i Casper U. Mortensens fravær, så kan der blive godt brug for Barcelona-fløjens utrolige hurtighed. I en kamp, der forventes at kunne blive afgjort i kontrafasen, vil Casper U Mortensen kunne gøre en forskel. Men han er næppe allerede på sit topniveau i første omgang. Men det kommer han.

»Jeg er ikke i tvivl om, at jeg nok skal komme op på 100 procent, inden VM er slut. Så må vi se, hvor hurtigt det går. Det kan være, at det allerede er i morgen. Det kan også være, der går tre dage,« siger Casper U. Mortensen.

Casper U. Mortensen blev ramt af et slag på knæet, da han faldt forkert ned i kampen mod Tunesien. Derfor måtte han se opgørene mod Saudi-Arabien og Østrig fra sidelinjen med væske i knæet. Det værste er dog aftaget, og når Norge er modstanderen torsdag aften, skulle Casper U. Mortensen gerne være til Nikolaj Jacobsens rådighed, medmindre der sker noget ekstraordinært i onsdagens lukkede træning.