Den danske landsholdsspiller Simon Pytlick er ude af coronaisolation.

Det står klart, efter han har fået taget en ny test onsdag formiddag, der bekræftede mistanken om, at der var tale om en gammel infektion. Pytlick tester fortsat positiv, men de underliggende værdier viser, at der ikke er tale om en ny omgang coronavirus.

Dermed kan Pytlick og landsholdet ånde lettet op for nu i forhold til coronasmitten inden VM.

Pytlick er dermed klar til at træne med landsholdet igen allerede onsdag.

»Det er jo fantastisk. Jeg er først og fremmest glad for bare at komme ud og snakke med folk. Det har været lidt kedeligt at sidde alene på værelset, og så er det jo også fedt, at jeg igen kan lave det, jeg er kommet for. Nemlig at spille håndbold,« siger Simon Pytlick i en pressemeddelelse.

Pytlick blev isoleret tirsdag, efter han blev testet positiv. Som en sikkerhedsforanstaltning blev han isoleret, da IHF kræver, at landsholdet testes for corona før det kommende VM og to gange undervejs. Bliver man testet positiv, ryger man i fem dages karantæne, hvilket naturligvis kan få store sportslige konsekvenser.

Derfor tog man ingen chancer.

Men nu er Pytlick altså klar igen. Både til træning og til kamp, hvor Danmark møder Saudi-Arabien to gange i optakten, inden man spiller første kamp 13. januar mod Belgien i Malmø.