Det var en glad og optimistisk Henrik Møllgaard, som B.T. fangede efter han i formiddag havde gennemgået en ultralydsscanning.

»Det er gået, som jeg selv har forventet. Jeg har fået at vide, at jeg har været heldig, og det er det, jeg forholder mig til,« siger landsholdsspilleren Henrik Møllgaard, der udgik med en knæskade, da Aalborg Håndbold mandag aften i den danske liga besejrede Aarhus Håndbold 27-23.

»Det er gode tegn, at der efter mit sammenstød (med Aarhus-spilleren Sebastian Henneberg, red.) ikke har dannet sig væske i knæet,« siger Henrik Møllgaard og tilføjer:

»Desværre har ledbåndet på indersiden af knæet taget et godt skrald, men det har ikke sluppet knoglen, og så vil en MR-scanning, som jeg tidligst får resultatet af onsdag, sandsynligvis vise, at der nok også er en skade på menisken.«

Henrik Møllgaard i aktion på det danske herrelandshold i håndbold.
Henrik Møllgaard i aktion på det danske herrelandshold i håndbold. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Lørdag skal Aalborg Håndbold møde det tyske storhold Füchse Berlin i EHF Cup'en på hjemmebane.

»Den kamp kommer jeg efter alt at dømme til at gå glip af. Men da jeg aldrig nogensinde tidligere har oplevet en skade som denne, kan jeg ikke udtale mig præcist om fremtidsudsigterne. Én ting er dog sikkert: Så snart smerterne er væk, genoptager jeg træningen,« siger Henrik Møllgaard.

I januar spilles der om VM-guld i Danmark.

»Jeg har ikke haft i tankerne, at denne skade er så problematisk, at jeg ikke kan være med her,« lyder Henrik Møllgaards slutreplik.