Trods nederlag mod Tatran Presov spillede KIF Kolding sig videre til kvartfinalen i EHF Cup'en.

Ganske vist tabte KIF Kolding sin sidste kamp i EHF Cup-gruppespillet på udebane mod slovakiske Tatran Presov 22-29.

Men resultatet får ingen betydning for holdets videre europæiske færd.

- Vi er i kvartfinalen. Og det er vi lykkelige over, siger KIF-træner Peter Bredsdorff-Larsen i telefonen til sporten.dk fra Slovakiet.

Muligheden for at kvartfinale-kvalifikationen var kikset, var ellers tilstede, da det europæiske håndboldforbund på forhånd har garanteret de franske Final4-værter, Nantes, direkte adgang til turneringens semifinale.

Men da kampen mellem Göppingen og Rioja i en af de øvrige EHF Cup-puljer blev vundet af førstnævnte, og ikke endte uafgjort, er Kolding-mandskabet videre, fordi de hermed ikke længere risikerer at blive 'dårligste pulje-toer'.

-  Reglerne turneringen spilles under er lidt besynderlige. Men vi er videre. Det er det vigtigste. Derfor gør det heller ikke så meget, at vi tabte, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der ser frem til tirsdagens lodtrækning.

Her kan KIF Kolding møde hold som Göppingen, Magdeburg, Branik, Ploch og Team Tvis Holstebro.

- Vi har ingen umiddelbar ønskemodstander, siger Peter Bredsdorff-Larsen, der så Lukas Karlsson blive sit holds topscorer med seks mål mod Tatran Presov.

- Vi er inde i en periode med mange kampe. Derfor er spillerne slidte. På den baggrund tillod vi os at spare blandt andre Kasper Irming og Boris Schnuchel, da det efter første halvleg lignede et nederlag, siger Peter Bredsdorff-Larsen.