Louise Burgaard er tæt på at underskrive en ny kontrakt med Metz, hvor hun nyder den afslappede stemning.

Louise Burgaard har kontraktudløb i den franske topklub Metz til sommer, men det ligger ikke i kortene, at den danske håndboldstjerne vender næsen hjem lige med det første.

Hun har det nemlig forrygende i det østlige Frankrig, og det er formentlig kun et spørgsmål om tid, før hun sætter sin underskrift på en kontraktforlængelse med klubben, som hun har spillet for siden 2019.

- Det har nok været den bedste beslutning, jeg har taget i min karriere. Jeg er sindssygt glad for det, og jeg er ret sikker på, at jeg fortsætter dernede.

- Jeg trives rigtig godt, vores træner har lige forlænget, og jeg tror, at vi kan køre videre med vores faste stamme. Det kan blive rigtig, rigtig godt, siger Louise Burgaard.

Direkte adspurgt, om hun allerede har fået et tilbud om at forlænge aftalen, kommer svaret med et skævt smil:

- Måske...

I Metz spiller hun på et hold, der lige nu fører den franske liga med maksimumpoint. Men det er ikke kun de mange sejre, der får den 29-årige dansker til at føle sig hjemme blandt franskmændene.

- Jeg har lært mange ting i forhold til det mentale, forsvarsspillet og angrebsspillet. Men også generelt med måske at smile lidt mere, tage lidt lettere på tingene og høre noget musik med nogle fede rytmer, forklarer Burgaard.

Hun beskriver den franske livsstil og levemåde som generelt mere afslappet, end det hun har været vant til i Danmark.

- Det er ikke sådan, at vi ikke laver noget. Tværtimod træner jeg mere og hårdere, end jeg nogensinde har gjort i Danmark.

- Det er mere uden for banen. Det der med at danse i omklædningsrummet, spise en croissant og drikke et glas vin.

- Og når vi taber, ja det er en del af spillet. Vi kommer relativt hurtigt videre. C'est la vie. Der er mange ting, jeg tager med. Jeg er blevet klart bedre til at slappe af, siger Louise Burgaard.

Hun indledte VM med tre scoringer og en perlerække af målgivende afleveringer mod Tunesien. Det var hendes kamp nummer 127 i landsholdsdragten.

/ritzau/