Mathias Gidsel har hænderne fulde.

For når han ikke lige render rundt og driver gæk med sine modstandere på banen, har han travlt i privaten.

Først var det lejligheden i Berlin, der fik en ordentlig overhaling – nu er det et nyt boligprojekt.

I sommer købte danskeren og kæresten, Katrine Kirkelund, nemlig et sommerhus i Danmark.

Et sommerhus, som parret brugte det meste af ferien på at renovere.

Det fortæller Mathias Gidsel i et interview med B.T.

Mathias Gidsel har købt et sommerhus i Danmark.
Mathias Gidsel har købt et sommerhus i Danmark. FOTO: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

»Vi købte det sidste år, og vi har så holdt vores første sommerferie dér. Vi har manglet en base i Danmark, når vi har været hjemme,« lyder det, inden han fortsætter:

»Så nu behøver vi ikke længere at bo hos vores forældre, når vi er i Danmark.«

Ligesom med lejligheden i Berlin kastede parret sig ud i at klare det meste af renoveringen selv.

Eller... det forsøgte de i hvert fald på, erkender den 26-årige bagspiller:

»Vi brugte det meste af sommeren – og måske lidt for meget af den – på at renovere. Det tog jo lidt længere tid med vores hænder.«

»Jeg er god til at kaste mig ud i det, men så er jeg også god til at få en professionel til at tjekke det hele efter. Jeg er ikke bange for at få sved på panden og arbejde lidt,« griner verdens bedste håndboldspiller.

Mathias Gidsel er i øjeblikket samlet med resten af landsholdet til EM i Herning, hvor Danmark søndag aften møder Rumænien.

Du kan følge kampen live på bt.dk fra klokken 20.30.