Mathias Gidsel.

Det er svært at sætte flere ord på den danske komet, der har taget håndboldverdenen med storm. Lige nu er han sammen med landsholdet godt i gang med endnu en stor turnering ved EM i Ungarn.

22-årige Gidsel fik sit gennembrud under VM i Egypten i januar 2021, hvor han var med som et uprøvet talent. Og landstræner Nikolaj Jacobsen indrømmer da også, at han aldrig har set et lignende gennembrud som det, Gidsel har præsteret.

»Det tror jeg ikke, jeg har, efter hvad jeg kan tænke mig til. Han har gjort det godt, det er der ingen tvivl om,« siger landstræneren og tilføjer:

»Jeg tror ikke, vi havde set den her karriere stikke sådan af i forhold til, at han blev udtaget på en af de yderste mandater i januar 2021 til at have den rolle, han har i dag. Det er fantastisk, at det også kan gå sådan en gang imellem,« siger Jacobsen om Gidsel, der var en stor profil i VM-triumfen og OL-sølvet i Tokyo.

Landstræneren mener, at medspillerne har været med til at få Gidsel til at fungere på et højt niveau.

»Jeg synes også, at vi og hans medspillere på holdet er gode til at sætte ham i scene. Han nyder godt af Rasmus Lauges pres, Mads Mensahs krydsspil eller Mikkel Hansens fantastiske afleveringer. Og så løser han nogle ting for os i mand-mand-spillet og kontrafasen,« lyder det fra landstræneren, der tilføjer:

»Jeg kan ikke sige, om han er den vigtigste spiller, men hvis vi skal opnå de ting, vi gerne vil, kræver det, at Mathias spiller på et højt niveau.«

Onsdag møder Danmark Frankrig i den sidste mellemrundekamp. For Danmark er kampen reelt set ligegyldig. Danskerne er i EM-semifinalen, og Jacobsen lægger ikke skjul på, at der vil blive sparet profiler. Her kunne Gidsel være en oplagt kandidat til et hvil inden semifinalen fredag.

For det er den vigtigste kamp lige nu, siger Jacobsen.

»Jeg har sagt, vi gerne vil ud og vinde onsdag, men det bliver præmissen om, at den vigtigste kamp er fredag. De 16, der spiller mod Frankrig, går efter at vinde. Det vil vi altid. Men det handler for os om at stå bedst muligt fredag,« lyder det fra den danske landstræner.

Danmark kan møde Sverige, Norge eller Spanien i semifinalen fredag.