Han fik en bronzemedalje om halsen, men det var noget helt andet, der fyldte i hovedet på ham i det øjeblik.

'Desværre endte slutrunden ikke med det bedste punktum for mig. Tak for jeres beskeder og jeres tanker', skriver landsholdsstjernen Mathias Gidsel i et opslag på Instagram.

Søndag blev den 22-årige håndboldspiller nemlig ramt af en chokskade i bronzekampen mod Frankrig.

Efter blot to minutter faldt GOG-stjernen pludselig til jorden efter et solouheld, og på tv-billederne var det svært at være i tvivl om alvoren.

MARTON MONUS

Tirsdag kom den nedslående melding så. Det bagerste korsbånd var ødelagt, og han kan nu se frem til fire til seks måneders hårdt arbejde uden for banen.

'Nu er det tid til at skrue ned for tempoet det kommende stykke tid med fuld fokus på genoptræning,' skriver han videre i opslaget.

Det var den fynske klub, der tirsdag meddelte, at Gidsel har ødelagt korsbåndet, hvilket dog ikke kræver operation.

Men det vil være usandsynligt, at han vil komme på banen igen i denne sæson.

»Det er naturligvis et kæmpe slag for hele holdet. Vores tanker går mest af alt til Mathias, der jo var i gang med en vanvittig flot periode,« siger GOG-træner Nicolej Krickau blandt andet.

Mathias Gidsel var en af Danmarks helt store profiler under den netop afsluttede EM-slutrunde, hvor han sammen med blandt andre Mikkel Hansen kom på turneringens All-Star-hold.

Danmark vandt bronzekampen over Frankrig med cifrene 35-32.