Gidsel i sorg: 'Jeg er ked af det'
Danskeren trist over beskeden – husker særlig samtale.

Danskeren trist over beskeden – husker særlig samtale.

Mathias Gidsel er i sorg.
For siden lørdag har han været ked af den triste besked, der ramte medie-Danmark.
Her kom det frem, at den mangeårige TV 2-vært og journalist Troels Mylenberg er død efter længere tids kamp mod kræftsygdommen.
Den danske håndboldstjerne nåede nemlig at opbygge et særdeles godt forhold til den nu afdøde tv-vært.
Så godt, at Troels Mylenberg var manden bag Mathias Gidsel og Simon Pytlicks bog, 'Gidsel & Pytlick', som udkom i december.
Og derfor ramte lørdagens triste besked også ekstremt hårdt.

»Simon og jeg har været opdateret på den sidste del af Troels' liv, og vi har været kede af det. Vi vidste jo desværre godt, det ville komme, da vi hørte, han var blevet indlagt her til sidst,« siger landsholdsstjernen mandag på et pressemøde i Horsens, inden han forsætter:
»Det er altid hårdt. Og jeg kendte kun Troels som et varmt menneske. Det var en fornøjelse, at jeg fik lov til at lære ham at kende. Jeg er ked af det. Mest af alt på Troels' families vegne.«
Füchse Berlin-spilleren snakkede faktisk med Troels Mylenberg for ganske få uger siden.
Og her var sidstnævnte i sit vante lune humør:
»Vi skrev lidt med ham under indlæggelsen. Han sagde, vi skulle blive ved med at give den gas.«
»Og der var han stadig munter og jokede over besked. Det var typisk ham. Han havde overskud til at drille mig med Simon Pytlicks frikastmål for Flensburg-Handewitt, han lavede mod os,« afslutter han.
Troels Mylenberg døde lørdag på hospice med familien ved sin side.
Han blev 56 år.